A. Øigaard, Carl Christian Albert Alexander Øigaard, 12.5.1874-5.8.1952, læge, kunstsamler. Født i Kbh. (Trin.), død sst., begravet i Søllerød. Ø. blev student 1893 fra Østre Borgerdydskole og cand.med. 1899. Han praktiserede i Nibe 1900-05, var 1906-11 reservelæge i hjertesygdomme ved Finseninstituttet og samtidig assistent ved universitetets retsmedicinske laboratorium 1908-10; derefter var han 1911-13 tilknyttet Rigshospitalets medicinske poliklinik. Ø. praktiserede fra 1911 i Kbh. som specialist i hjertesygdomme og foretog talrige studierejser til London, Paris og Bad Nauheim. Han har publiceret artikler om sit speciale, hjertesygdommene, i Ugeskrift for Læger og Hospitalstidende. – Ø. vil dog nok især blive husket for sit betydelige virke som kunstsamler. Han opbyggede en fornem samling af international standard af tidlig kinesisk keramik, men også nordiske fajencer havde hans store interesse, især de københavnske fra Store Kongensgade-fabrikken. Om denne fabrik udgav han 1936 den første monografi på dansk i sin art, Fajancefabriken i Store Kongensgade, dels på grundlag af Camillus Nyrops, Emil Hannovers, J. W. Frohnes og Bernhard Olsens undersøgelser af 1700-tallets danske fajencer, men i høj grad også ledet af egen erfaring og iagttagelse. Bogen blev et vigtigt bidrag til den kommende udforskning af Store Kongensgade-fabrikkens produktion hvorom Kai Uldall og Jørgen Ahlefeldt-Laurvig 1970 udgav den seneste publikation, den meget omfattende og indsigtsfulde Fajencer fra fabriken i St. Kongensgade, der viderefører den af Ø. skabte tradition. -Som samler stod Ø. ikke isoleret; han var samtidig med C. L. David hvis enestående samling af kunst og kunsthåndværk 1948 blev offentlig tilgængelig, et par generationer yngre end J. W. Frohne, og fra vor tid kan bl.a. nævnes ingeniør Carl Holtmans både omfattende og udsøgte fajencesamling, men fælles for dem alle er at de var samlere i en tid da tingene kunne erhverves for en rimelig penge. – Ø. var bl.a. medlem af hovedbestyrelsen for Kunstindustrimuseet, fra 1925 af bestyrelsen for foreningen Kunstindustrimuseets venner, korresponderende medlem af la Société Francaise de Cardiologie.
Det sker
Lars Findsen
Lars Findsen er netop blevet tilkendt en erstatning på 20.000 kroner for, at PET i 2022 delte oplysninger af privat karakter med partiledere i Folketinget. Byretten fandt, at PET's briefing var "unødigt krænkende". Anklagemyndigheden vil anke dommen.
Novo Nordisk
Novo Nordisk har fremlagt regnskab, hvor virksomheden igen nedjusterer salgsforventningerne. Samtidig melder virksomheden, at den store fyringsrunde på 5000 medarbejdere i Danmark er afsluttet.
Zohran Mamdani
Zohran Mamdani er valgt til ny borgmester i New York City fra 1. januar 2026. Mamdani tilhører den progressive fløj i Det Demokratiske Parti, og det overordnede fokus for hans valgkampagne var at gøre byen mere tilgængelig for folk med middel- eller lavere indkomst.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.