Chr. Krüger, Christian Julius Krüger, 24.6.1849-18.2.1936, rektor. Født i Kerteminde, død i Helsingør, urne på Nødebo kgd. K. dimitteredes 1867 fra Odense katedralskole og tog 1876 magisterkonferens i matematik. Under sit studium var han 1869–73 huslærer og 1873–76 lærer ved Haderslev læreres skole. Efter sin eksamen underviste han 1876–83 ved Hauchs latin- og realskole og vikarierede 1881–83 ved Metropolitanskolen. 1883 blev han, kun 34 år gammel, bestyrer – rektor – ved Helsingør realskole som samme år atter oprettede den 1839 nedlagte latinlinje og blev en kommunal latin- og realskole, fra 1903 højere almenskole. K. beklædte denne stilling, til han 1919 søgte afsked på grund af alder. Som skoleleder var han en ypperlig administrator og en dygtig vejleder for begyndende lærere. Flere gange havde han tilbud om større rektorater, men blev i Helsingør hvor han bl.a. gennem indlæg i byrådet bidrog til, at byen 1910 fik en ny og demokratisk skoleordning med normalt gratis skolegang også i den højere almenskole. – K.s indflydelse rakte ud over hans egen skole. 1890 var han medstifter af De lærde skolers (gymnasieskolernes) lærerforening, medlem af styrelsen indtil 1906. Som rådgiver for undervisningsinspektionens formand, M. Cl. Gertz, fik K. en betydelig indflydelse under forberedelsen af almenskoleloven 1903. I denne forbindelse var han 1902 af ministeriet indkaldt som sagkyndig og satte sit præg på udformningen af kravene ved den nye skoleforms eksamen i matematik og fysik. K. var medlem af udvalgene angående den reform af karakterskalaen som indførtes ved skolerne efter 1903 og angående kravene ved studentereksamen. 1889–1925 var han medlem af opgavekommissionen for de højere skolers eksaminer, 1910–24 censor ved skoleembedseksamen og 1917–24 formand for censorerne ved det matematisk-naturvidenskabelige fakultet. – K. har udgivet Lærebog i Matematik for Gymnasiets matematisk-naturvidenskabelige Linie I-V, 1910–14. I sit otium nedskrev han erindringer fra sin tid som elev i Odense, Henrichsen – Lefolii – Kragh. Erindringer fra mit Skoleliv 1859–1867 (i Odenseaner Samfundets Tidsskrift 1928). – Som pædagog hørte K. til foregangsmændene i den højere skoles omdannelse til en demokratisk skoleform. Han lagde vægt på elevernes selvvirksomhed og direkte iagttagelse, og han ønskede at give eleverne størst mulig valgfrihed mellem fagene. Han var en ivrig tilhænger af fællesskolen og af den højere skoles tilknytning til folkeskolen. Sin holdning i disse pædagogiske spørgsmål har han udtrykt bl.a. i skolens årsprogrammer (fx 1897–98) og på oktobermøderne i De lærde skolers lærerforening, jfr. de årlige beretninger. Tit. professor 1892.
Det sker
Klimaforandringer
Verdens lande er i disse dage samlet til klimakonferencen COP30 i Brasilien, hvor man forsøger at nå til enighed om global klimapolitik. Forskning viser, at hovedårsagerne til de klimaforandringer, der finder sted nu, er menneskeskabte.
1. Verdenskrig
Våbenstilstandsaftalen, der markerede afslutningen på 1. Verdenskrig i 1918, blev indgået af krigens parter med virkning fra den 11. november kl. 11.
Brød
Datoen 11/11 er også kendt som bagerens fødselsdag, fordi datoen kan udtales ælte i ælte. Vidste du, at kunsten at dyrke hvede og bage hævede brød spredte sig fra Mellemøsten til resten af verden?
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.