Christen Lundsgaard

Christen Lundsgaard, 11.6.1883-15.6.1930, læge. Født i Nørre Kongerslev, død i Kbh. (Skt. Johannes), begravet i Føllenslev. L. blev student 1904 fra Ålborg og medicinsk kandidat 1911. Umiddelbart efter eksamen blev han assistent på Finseninstituttet hvor hans videnskabelige interesser og evner straks gav sig udslag i studier over blodets reaktion, og da han n.å. blev prosektor ved universitetets patologiske institut kom der mindre patologisk-anatomiske afhandlinger fra hans hånd. Under sin kandidattjeneste på Rigshospitalet studerede han særlig hjertesygdomme og blev 1915 dr.med. på afhandlingen Undersøgelser over Hjertets Minutvolumen hos Patienter med Hjertesygdomme. En særlig udvikling fik han derefter ved to lange studieophold i Amerika på Rockefellerinstituttet som Fellow, Assistant, Resident Physician samt Associate Member 1916-17 og 1922-23. Han var her en ivrig og skattet medarbejder og producerede sammen med kendte amerikanske kemikere og hjertepatologer grundlæggende arbejder over cyanose og over iltspændingen i blodet ved forskellige sygelige forhold, om lungevolumen og det perifere kredslob. Mellem sine to ophold i USA var han 1917-21 I. reservelæge på Rigshospitalets afd. B og fortsatte der sit videnskabelige arbejde. Efter konkurrence blev han 1923 professor i intern medicin ved Kbh.s univ. (afhandling: Anoxæmi ved Pneumoni) og 1924 overmedicus ved Rigshospitalets afd. A. Trods et svageligt helbred der kontrasterede stærkt til hans kraftige ydre kastede han sig med stor energi ind i sit arbejde som videnskabelig og praktisk leder af klinikken, og en mængde afhandlinger udgik fra afdelingen, dels ved ham selv, dels ved hans elever, særlig angående nyrefunktion og diabetesspørgsmål. Han har skrevet afsnittet om nyresygdomme i Lærebog i intern Medicin (3. udg. III, 1930) der først udkom efter hans død. Som dekan ved universitetet deltog han i forhandlinger om en reform af det lægevidenskabelige studium, og hans forbindelse med Rockefellerinstituttet var ikke uden betydning for Rockefeiler Foundations beslutning om at give danske fysiologer det store centrale institut i Kbh. Han var formand for Medicinsk forening 1909-11, for Foreningen af yngre læger 1911-13 og medlem af hovedbestyrelsen i Den alm. danske lægeforening 1913-17. Hans tidlige død betegnedes fra Rockefellerinstituttet i USA som et alvorligt tab for den videnskabelige medicin i alle lande.