Christian Rothe, 27.6.1770-31.8.1852, rentekammerkommitteret. Født på Tybjerggård, død i Kbh. (Frue), begravet sst. (Ass.). R. blev som tolvårig sat i handelslære hos storkøbmanden Niels Ryberg, men forlod kontoret for 1787 at modtage ansættelse som volontør i økonomi- og kommercekollegiets ostindiske sekretariat. 1788 tog han dansk juridisk eksamen, og 1790 blev han kopist i rentekammerets sjællandske landvæsenskontor. Inden for dette kontor forblev han indtil 1809 idet han 1791 blev fuldmægtig og fra 1796 (kgl. udnævnelse 1797) fungerede som chef. Samtidig var han 1795 blevet beskikket til sekretær i den sjællandsk-fynske hoverikommission, og han fulgte den på alle dens rejser indtil 1798. Det blev derefter overdraget ham 1802 at foretage alle beregninger og reguleringer der var en følge af gennemførelsen af skatten på besiddelse, nytte og brug af 1802, og ganske naturligt blev det også ham der kom til at gøre forarbejdet til den nye matrikels udarbejdelse. Med titel af sekretær forestod han 1809–14 matrikulskontorets forretninger, og selv efter sin afgang som chef førte han et vist tilsyn med dets forretninger indtil 1826. Af andre hverv som i disse år blev ham overdraget kan nævnes at han blev medlem af og sekretær for den store landbokommission 1811, ligesom han førte tilsyn med kontoret for ildstedskattens regulering 1812–26. 1814 udnævntes R. til kommitteret fra hvilken stilling han afskedigedes 1840 idet han derefter fik sæde i komiteen for den nye matrikels indførelse. Denne stilling forlod han først 1849. Ved køb og salg af flere større godser havde R. erhvervet sig nogen formue, og for denne købte han 1811 Lerchenfeld ved Kalundborg (overdraget 1846 til sønnen) og 1821 Buderupholm som han atter solgte 1826. Fra 1799 ejede han tillige Vennersly på Frbg., og 1800–05 bestyrede han Petersgårds gods for staten. – Kammerråd 1805. Justitsråd 1812. Etatsråd 1817. Konferensråd 1840.
Det sker
Karakterer og karakterskalaer
Regeringen har nu præsenteret et udspil til en ny karakterskala, der skal erstatte den nuværende 7-trinsskala. 7-trinsskalaen har været i brug siden 2006 og er blandt andet blevet kritiseret for dens brug af den negative karakter -3.
Tropiske cykloner
Tyfonen Kalmaegi har været skyld i mindst 114 filippineres død siden tirsdag. Kalmaegi bevæger sig nu mod Vietnam, der allerede er ramt af massive oversvømmelser. Tyfon er betegnelsen for en tropisk cyklon dannet i det vestlige Stillehav.
USA's højesteret
USA's højesteret vil i løbet af de kommende måneder tage stilling til, om det var og er lovligt, at præsident Donald Trumps regering har indført høje toldsatser på udenlandske varer.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.