Emil Bluhme

Emil Bluhme, Hans Emil Bluhme, 31.3.1833-29.11.1926, søofficer, politiker. Født i St. Heddinge, død i Kbh., begravet i Ravnkilde, Ålborg amt. B. blev søkadet 1848 og deltog i treårskrigen, blev løjtnant 1852 og var i de følgende år udkommanderet til forskellige togter, bl.a. til Vestindien og Sydamerika. 1856–59 trådte han med orlov i fransk marinetjeneste og deltog bl.a. i det franske togt til Cochinkina. B. var et lyst hoved og en kæk officer som overalt hvor han færdedes forstod at sætte kulør på tilværelsen for sig selv og andre. Han afgik fra kadetskolen som nr. 1 på sit hold og blev ridder af æreslegionen efter de tre års tjeneste i den franske marine. Efter sin hjemkomst havde han forskellige udkommandoer, bl.a. et stort opmålingstogt til Grønland 1863 der varede et år og affødte et skrift Fra et Ophold i Grønland der vakte opmærksomhed ved sin livfulde stil og skarpe kritik af den grønlandske styrelse. Han blev medudgiver af Tidsskrift for Søvæsen (1865–67) og af månedsskriftet Fra alle Lande (1865–68). 1868 udnævntes B. til premierløjtnant, men tog samme år sin afsked og karakteriseredes som kaptajn. I 1902 karakteriseredes han som kommandør. Efter sin afgang fra flåden overtog B. de to store gårde Nørlund og Torstedgård mellem Hobro og Nibe. B. omfattede sin nye virksomhed som godsejer med glødende interesse, men det dårlige økonomiske resultat af driften tvang ham 1912 til at afhænde gårdene. Han vandt i landbokredse mange venner ved sin personlige elskværdighed og sit kvikke hoved og ikke mindst ved sine drastiske, om ikke altid lige vel overvejede forslag til bedring af landbrugets økonomiske stilling. 1870–95 var han formand for Nibe-Løgstør landboforening, 1875–92 medlem af styrelsen for De samvirkende jyske landboforeninger og 1880–89 medlem af Ålborg amtsråd. Det politiske liv øvede stor tiltrækning på B., og i årene 1876–81 stillede han gentagne gange i Horsenskredsen som højres kandidat mod Fredrik Bajer, dog uden at opnå valg. B. vendte sig mere og mere mod J. B. S. Estrups politik og 1884–87 var han som antiministeriel "liberal højremand" valgt til folketingsmand for Randerskredsen. I denne periode førte hans politiske udvikling ham mere og mere i venstreretning, og 1887–1909 var han som venstremand valgt i Esbjergkredsen. 1887–90 regnedes han til den Bojsenske gruppe, men fra 1890 sluttede han sig nærmest til Viggo Hørup og gik 1895 med denne med til dannelsen af venstrereformpartiet som han siden tilhørte, og som 1905–09 gjorde ham til folketingets 2. viceformand. Han var en idérig taler, hvis muntre og elskværdige naturel gjorde ham afholdt af alle, og en ihærdig forsvarer af Esbjergs særlige interesser, men gjorde sig i øvrigt mest bemærket ved sine ofte yderliggående taler om skatte- og landbospørgsmål. Han var medstifter af den danske afdeling af Det interparlamentariske forbund og var en varm ven af fredssagen. 1908 blev han regeringsvalgt medlem af Det store nordiske telegrafselskabs bestyrelse.