Emmanuel Briand de Crévecoeur, navneforandring 1905, 18.6.1882-2.7.1968, søofficer. Født i Århus, død i Humlebæk (Holmens), begravet Humlebæk kgd. B. blev kadet 1898, sekondløjtnant 1902, premierløjtnant 1905, kaptajn 1916, orlogskaptajn 1923, kommandørkaptajn 1930, kommandør 1932 og kontreadmiral 1937. Han afgik fra søværnet 1.8.1945. Som sekondløjtnant gennemgik han hærens gymnastikskoles kompagnilærerkursus. Han var 1905–06 med skonnerten Ingolf til Vestindien. 1907–09 blev han efteruddannet på søværnets officersskole som dengang var betegnelsen for søofficerernes efteruddannelseskursus. B. var 1909–13 skoleofficer på søofficersskolen og var herunder hvert år udkommanderet med kadetskibet, krydseren Hejmdal, det sidste år som næstkommanderende. På kongeskibet Dannebrogs togt til England, Frankrig og Holland 1914 var han næstkommanderende. Under sikringsstyrkens formering gjorde B. først tjeneste som torpedobådschef, derefter som artilleriofficer i kystforsvarsskibet Peder Skram. Han var 1918–22 næstkommanderende ved artillerikorpset og var 1922–26 chef for søartilleriets skydeafdeling. Perioden 1920–26 tjenstgjorde han som som lærer i anvendt artilleri ved søværnets officersskole. Han blev chef for krydseren Gejser 1926–27 som var øvelsesskib for dæksofficerselevskolen og 1928–29 var han chef for Dannebrog. Da kystartilleriet 1932 blev indordnet under søværnet i kystdefensionen blev B. dennes første chef. Han nedlagde her et betydeligt arbejde for at få denne nye institution til at fungere organisatorisk og teknisk. 1.3.1940 blev han chef for kystflåden. Ved viceadmiral Hjalmar Rechnitzers tilbagetræden efter den tyske besættelse 9. april s.å. blev B. som ældste kontreadmiral konstitueret som chef for søværnskommandoen og direktør for marineministeriet og fratrådte derefter som chef for kystflåden 1.8. Han var konstitueret som flådechef frem til 25.7.1941. Det var en meget vanskelig post han var blevet sat på, men det må generelt siges at han manglede politisk indsigt og sans til at gøre fyldest i stillingen. Han forsøgte at gennemføre ret vidtgående organisatoriske reformer inden for søværnet i sin tid som direktør for marineministeriet, men mødte ingen politisk forståelse for sine planer der vistnok heller ikke nød udpræget popularitet blandt søofficererne. B. genansattes som chef for kystdefensionen 1.8.1941, en stilling han beholdt til sin afgang. B. var et typisk eksempel på en franskpåvirket søofficer, en gentleman der havde let ved at få kontakt med sine medmennesker. Han var meget afholdt og gjorde indtil sin konstitution som flådechef 1940 udmærket fyldest. B.s to faglige specialer var artilleri og gymnastik. Det sidste felt er nok det der lå ham mest på sinde. Allerede 1919 mens han var tjensthavende blev han gymnastikinspektør ved søværnets skoler, en stilling han beholdt helt til 1932 sideløbende med sine mange udkommandoer. Han satte sig ved flere studierejser i udlandet ind i de nyeste og mest moderne former for militær gymnastik og idræt og fik disse overført til den danske militære gymnastikundervisning. Studierejser i gymnastik blev bl.a. foretaget 1920 og 1930. Under et studieophold i Italien fik han øjnene op for motortorpedobådsvæsenets muligheder for det danske søforsvar og virkede i årene før 2. verdenskrig for indførelsen af dette våben her i landet, dog uden resultat. B. drev især efter sin afgang omfattende søkrigshistoriske studier der resulterede i let tilgængelige biografier over flere berømte dansk-norske søhelte, således Olfert Fischer, 1944, Iver Huitfeldt. 1947, Peder Skram, 1950 og Herluf Trolle, 1959. B. var medlem af Den fransk-reformerte kirkes konsistorium 1924–48.
Det sker
Karakterer og karakterskalaer
Regeringen har nu præsenteret et udspil til en ny karakterskala, der skal erstatte den nuværende 7-trinsskala. 7-trinsskalaen har været i brug siden 2006 og er blandt andet blevet kritiseret for dens brug af den negative karakter -3.
Tropiske cykloner
Tyfonen Kalmaegi har været skyld i mindst 114 filippineres død siden tirsdag. Kalmaegi bevæger sig nu mod Vietnam, der allerede er ramt af massive oversvømmelser. Tyfon er betegnelsen for en tropisk cyklon dannet i det vestlige Stillehav.
USA's højesteret
USA's højesteret vil i løbet af de kommende måneder tage stilling til, om det er lovligt, at præsident Donald Trumps regering tidligere i år indførte høje toldsatser på udenlandske varer.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.