F.C.C. Hansen, Frederik Carl Christian Hansen, 22.9.1870-16.1.1934, læge. Født i Kolding, død på Frbg., begravet sst. H. blev student 1887 fra Kolding, tog lægeeksamen 1894 og gjorde 1894-97 kandidattjeneste ved Skt. Johannes stiftelse, Ladegårdens sygeafdeling og Diakonissestiftelsen, samtidig med at han studerede histologi hos docenten i histologi og embryologi Rudolph Bergh der på det tidspunkt var i rig videnskabelig produktion, og i psykofysik hos psykologen Alfr. Lehmann. 1897 ansattes H. som prosektor anatomiæ under den fremragende anatom og histolog J. H. Chievitz hvor han kunne dyrke sin hovedinteresse, mikroskopiske og histologisktekniske studier, og her udarbejdede han sit første større histologiske arbejde Undersøgelser over Bindevævsgruppen, 1. Del, Den hyaline Bruskgrundsubstans, hvormed han 1900 erhvervede doktorgraden. I dette arbejde hvori H. fortsatte de da aktuelle undersøgelser af bruskvævets histologi der var påbegyndt af flere svenske og tyske forskere, bl.a. den berømte tyske histolog Walther Flemming hos hvem han også under dets udarbejdelse studerede, viste han sig som en grundig og skarpsindig vævsforsker der, da disputatsen fem år senere udkom på tysk, vandt megen anerkendelse. Trods arbejdets løfterige indhold og titel blev det dog ikke fortsat, efter at H. 1901 blev professor anatomiæ efter Chievitz. H.s videnskabelige interesser blev i de følgende år mest rettet mod histologiske farvetekniske problemer hvor han i flere mindre arbejder ydede værdifulde bidrag, dels med en heldig forbedring af v. Giesons bindevævsfarvning, dels og navnlig til hæmatoksylinfarvningernes kemi og teknik. Hans meste tid optoges imidlertid hurtigt af undervisning og administration, navnlig da han til universitetsarbejdet fra 1907 føjede stillingen som docent i anatomi og fysiologi ved tandlægehøjskolen hvor han tillige var forstander og direktør 1912– 29. For lærergerningen savnede H. naturlige anlæg og navnlig sin forgængers evne til fængslende, plastisk fremstilling af anatomien; uhyre belæst og detailinteresseret som han var, men uden psykologisk føling med studenter, overlæssede han lærestoffet med unødige petitesser, ikke mindst af histologisk art, og gled hurtigt over i en teoretisk form for sine forelæsninger der, da disse holdtes i mørke, og illustreredes af et overvældende antal lysbilleder og tavler fra forskellige lærebøger, virkede svækkende på de studerendes interesse og gjorde både fag og lærer lidet afholdte. H. havde af naturen vanskeligt ved at komme i kontakt og samarbejde med andre; denne brist blev med tiden mere åbenbar på grund af hans udpræget sygeligt tiltagende, mistænksomme indstilling over for alle der var af en anden mening. Han isolerede sig derved med årene mere og mere, hvilket ikke virkede dæmpende på den – ham selv uforståelige – voksende uro om og utilfredshed med den for de vordende læger så vigtige anatomiske undervisning. Omkring 1908 gled H.s videnskabelige interesse over i antropologien, da han på opfordring af den for skandinavisk samarbejde virksomme anatom og antropolog C. M. Fürst i Lund sammen med denne begyndte at undersøge de i Skandinavien foreliggende samlinger af skelet-materiale fra Grønland; resultatet blev deres statelige fællesværk Crania Groenlandica, 1915. Påvirket af Fürsts tidligere arbejder udgav H. selv 1914 et mindre antropologisk arbejde, De ældste Kongegrave og Bispegrave i Roskilde Domkirke; nogle senere arbejder hvori han søgte at gå sine egne veje (Identifikation og Rekonstruktion af historiske Personers Udseende paa Grundlag af Skelettet, Festskr. udg. af Kbh. univ. 1921) blev af mådelig lødighed. – H. blev i årenes løb medlem af en del videnskabelige kommissioner og udvalg hvori samarbejdet sjældent forløb helt glat; han blev ligeledes medlem af forskellige udenlandske faglige selskaber.
Det sker
Karakterer og karakterskalaer
Regeringen har nu præsenteret et udspil til en ny karakterskala, der skal erstatte den nuværende 7-trinsskala. 7-trinsskalaen har været i brug siden 2006 og er blandt andet blevet kritiseret for dens brug af den negative karakter -3.
Tropiske cykloner
Tyfonen Kalmaegi har været skyld i mindst 114 filippineres død siden tirsdag. Kalmaegi bevæger sig nu mod Vietnam, der allerede er ramt af massive oversvømmelser. Tyfon er betegnelsen for en tropisk cyklon dannet i det vestlige Stillehav.
USA's højesteret
USA's højesteret vil i løbet af de kommende måneder tage stilling til, om det var og er lovligt, at præsident Donald Trumps regering har indført høje toldsatser på udenlandske varer.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.