F. Andersen-Rosendal

F. Andersen-Rosendal, Johan Frederik Andersen-Rosendal, 17.7.1839-2.12.1906, landmand, agrarpolitiker. Født i Ubby ved Kalundborg, død i Odense, begravet sst. Efter faderens ønske tog A.-R. 1858 lærereksamen og havde den næste halve snes år ansættelse som lærer ved forskellige skoler, sidst ved Refsnæs skole. Hans egentlige interessefelt var imidlertid landbruget, og stærkt inspireret af den kendte landmand O. Lawaetz, Refsnæsgård, købte han 1871 den 150 tdr. land store gård Rosendal i Beldringe ved Odense. Udstyret med et udpræget forretningstalent og et stort mål af initiativlyst og landøkonomisk duelighed iværksatte han straks en gennemgribende modernisering af bedriften. I nøje overensstemmelse med de nyeste signaler inden for erhvervet koncentrerede han anstrengelserne om at omlægge bedriftsformen fra markbrug til husdyrbrug. I tilslutning hertil oprettede han et fællesmejeri hvortil han opkøbte mælken fra de omliggende gårde. Med sin rastløse virketrang, sin evne og vilje til at bryde med hævdvundne forestillinger og sin magtfulde veltalenhed tilkæmpede han sig hurtigt en plads i den almindelige bevidsthed. Posterne som sognerådsformand og medlem af amtsrådet fulgte snart hvorimod senere forsøg på at blive rigsdagsmand (for højre) 1876 og 1902 slog fejl om end med en lille margin. A.-R.s største indsats kom følgelig til at ligge på det landbrugsinterne felt. Uden at tilsidesætte hensynet til sin egen bedrift gik han ind i organisationsarbejdet. Første skridt på vejen blev en bestyrelsespost i Fyens Stifts patriotiske Selskab, og her kastede han sig straks ud i den stedfindende kamp mellem det godsejerdominerede selskab og de gårdejer-prægede landboforeninger om etablering af en fynsk samvirksomhed. Førstnævnte sejrede imidlertid, og 1881–1902 fungerede selskabet som overledelse. Til gengæld erobrede A.-R. 1883(-92) efter en hård kamp næstformandsposten i selskabet og deltog i denne egenskab i de mislykkede forhandlinger 1885–86 om oprettelse af et landbrugsråd. 1879 gik han som medlem af en komité til undersøgelse af fællesmejeriernes forhold stærkt ind for disse da de efter hans opfattelse begunstigede det mindre brug. Tre år senere var han med til at oprette jernbanen Odense-Bogense. I artikel- og pjeceform tog han en række landøkonomiske problemer op til behandling: landbrugets driftskredit, kreditforeningerne og landbruget, toldspørgsmålet, arbejdskraftproblemerne etc. Som medredaktør af sammenslutningens medlemsblad 1885–89 og som medstifter af Fyens Avis havde han mulighed for at følge disse tanker op. Den dybereliggende undertone bag disse indlæg er dog en stærk bekymring for landbrugets interessepolitiske problemer da de sytem-loyale landboforeninger efter hans opfattelse havde spillet fallit. Dermed udtrykte A.-R. noget centralt i tidens landbrugsdebat: en ejendommelig blanding af overdimensioneret, selvrosende erhvervsoptimisme og en uvilje-præget konkurrenceholdning over for byerhvervene og deres udøvere, især arbejdersiden. En sådan agrarpolitik var for A.-R. og hans ligesindede svaret på tidens udfordring, ikke mindst sat i relief af det fortsatte prisfald på landbrugsvarer. Utilfredsheden med det politiske system kulminerede i foråret 1893 gennem oprettelse af den udenomsorganisatoriske protestbevægelse Danmarks Agrarforening. I tale og skrift var A.-R. bevægelsens mest kraftfulde fortaler, men en kombination af udbredt skepsis over for personen A.-R., i den stærke rivalisering mellem jyder og øboer og det socialt prægede modsætningsforhold mellem godsejere og andre landmænd bevirkede at godsejer H. Barner, Eskildstrup ved Ringsted, blev foreningens formand, A.-R. kun næstformand. Som følge af partipolitisk indblanding blev foreningen og dens program imidlertid brugt som løftestang for det politiske forlig 1894, og da den heller ikke formåede at placere sig centralt de nærmest følgende år erobrede A.-R. ved et organisationskup 1896 foreningens ledelse, men i sin 6-årige formandstid formåede han heller ikke at puste nyt liv i bevægelsen, udover at han sept. 1897 fik etableret et særligt kampskrift, Agrar-Dagbladet. 1890'erne blev dermed det årti hvor A.-R. nåede højest og alligevel oplevede grænsen for sin erhvervspolitiske indflydelse. Samtidig gjorde han sig stadig gældende på en række økonomisk-faglige områder, ikke mindst slagterisektoren (landbrugskyndig direktør for et privat slagteri i Odense 1888–1896). Midt i sin aldrig hvilende fremstormen mod nye udfoldelsesmuligheder for sin – af alle anerkendte – dygtighed evnede han i sit samspil med opinionen ikke at skabe den oplevelse af personlig integritet som er nødvendig for at nå de højeste tillidsposter. Ydre påskønnelser blev ham dog til del.