Frederik Christian Georg Muxoll, 14.11.1804-11.11.1880, søofficer. Født i Kbh. (Trin.), død sst. (Holmens), begravet sst. (Holmens). M. blev kadet 1820, sekondløjtnant 1824, premierløjtnant 1833, kaptajnløjtnant 1841, kaptajn 1851, kommandørkaptajn 1857 (orlogskaptajn 1858), kommandør 1868. Som ung officer gjorde han adskillige togter, bl.a. til Vestindien og Middelhavet og var 1838-42 krydstoldinspektør ved hertugdømmernes vestkyst hvor han organiserede tjenesten og herfor modtog kongens anerkendelse. 1843 var han chef for kronprinsens lystjagt Neptun, 1844 næstkommanderende i fregatten Gefion i eskadren mod Marokko under H. G. Garde. 1846-48 var han inspektør ved det forenede krydstoldvæsen og ansattes ved krigsudbruddet 1848 til tjeneste ved operationshærens stab. 1849 ledede han under slaget ved Fredericia en ekspedition til Randsfjord med fire dampskibe og to kanonchalupper og bidrog derved væsentligt til forøgelsen af fjendens tab. General F. Bülow udtalte i den anledning sin anerkendelse. 1850 var M. chef for briggen Ørnen og 1851 for korvetten Najaden som vagtskib i Sundet. 1851-54 var han takkelmester, 1854-55 chef for Najaden til Vestindien, 1859 for fregatten Thetis og 1861 for eskadren ved Sønderjyllands vestkyst. Under krigen 1864 var M. chef for eskadren i Østersøens vestlige del og havde derved ansvaret for flådens deltagelse i forsvaret af Als. Efter krigens slutning begærede såvel M. som chefen for panserskibet Rolf Krake, orlogskaptajn H. P. Rothe, deres forhold under preussernes overgang til Als undersøgt. Der nedsattes aug.1865 en kommission der jan. 1867 frikendte Rothe, mens M. for at have ordnet patruljetjenesten på en mindre fyldestgørende måde dømtes til en måneds fæstningsarrest, hvilken dom stadfæstedes idet straffen dog nedsattes til fjorten dage. Han var 1864-66 medlem af konstruktions- og regleringskommissionen. Ved opnået aldersgrænse afskedigedes han 1869. M. var en dygtig og pligtopfyldende officer, men af et indesluttet væsen.
Det sker
Karakterer og karakterskalaer
Regeringen har nu præsenteret et udspil til en ny karakterskala, der skal erstatte den nuværende 7-trinsskala. 7-trinsskalaen har været i brug siden 2006 og er blandt andet blevet kritiseret for dens brug af den negative karakter -3.
Tropiske cykloner
Tyfonen Kalmaegi har været skyld i mindst 114 filippineres død siden tirsdag. Kalmaegi bevæger sig nu mod Vietnam, der allerede er ramt af massive oversvømmelser. Tyfon er betegnelsen for en tropisk cyklon dannet i det vestlige Stillehav.
USA's højesteret
USA's højesteret vil i løbet af de kommende måneder tage stilling til, om det er lovligt, at præsident Donald Trumps regering tidligere i år indførte høje toldsatser på udenlandske varer.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.