Henning Schroll, Henning Georg Nicolaj Schroll, 7.3.1838-21.10.1915, landmand. Født på Lykkenssæde, Salling hrd, død på Bækkelund, Salling hrd., begravet i Hillerslev. Fra 15-års alderen lærte S. landbrug hos faderen på Lykkenssæde hvor det af farfaderen Henning S. grundlagte høravlingsinstitut endnu opretholdtes, og derefter på store gårde bl.a. i Sundeved. En tid var han fuldmægtig på Brahetrolleborg godskontor, blev 1860 aspirant på officersskolen på Kronborg, n.å. sekondløjtnant, og efter igen at have været ved landbruget nogle år deltog han i krigen 1864. 1887 fik han afskedspatent som kaptajn. Efter faderens død 1863 overtog S. Lykkenssæde som forpagtning og var fra 1868 gårdens ejer indtil han 1904 overdrog den til sin søn. Landbruget drev han med dygtighed, førte fra første begyndelse et særdeles udførligt regnskab og erhvervede et usædvanlig indgående kendskab til landbrugets driftsøkonomi. Han tog meget selvstændigt stilling til problemerne og udnyttede sin viden i artikler, særlig i Ugeskrift for Landmænd og i mange foredrag, især i Fyens stifts patriotiske selskab. Her ledede han sidst i 90'erne kursus i landbrugets regnskabsføring, og gennem udgivelsen af en række skrifter blev han en betydelig og særpræget forkæmper for regnskabssagen. Anvisning til Førelsen af et mindre fuldstændigt Avisregnskab, 1887 lagde hovedvægten på at supplere et enkelt pengeregnskab med oplysninger om driftens indre forhold, men først i det af landhusholdningsselskabet udgivne skrift Om Landbrugsregnskab, 1894 redegjorde han for det mere fuldstændige system som er ejendommeligt ved at det uden anvendelse af det dobbelte bogholderis principper dog tilstræber at gennemføre adskilte regnskaber over de enkelte driftsgrenes økonomi. S.s regnskabsform vandt ikke almindelig udbredelse i praksis, men hans arbejde bidrog meget til den følgende tids voksende interesse for driftsøkonomiske beregninger. I nogle småskrifter Om Landbrugets Arbejderforhold, 1889 og I hvor høj Grad kan Landbruget vedvarende bære en Stigning i Arbejdslønnen?, 1893 forfægtede han med grundig argumentation de arbejdsgivende landmænds interesser, men også så ensidigt at han kunne protestere mod det oplysningsarbejde gennem ungdomsskoler og landboforeninger der drog husmænds og landarbejderes sønner og døtre bort fra de lavere tjenende stillinger. Med streng samvittighedsfuldhed varetog S. adskillige vigtige hverv inden for det fynske landbrug, 1867–93 var han medlem af Svendborg amts landøkonomiske forenings bestyrelse, nogle år formand for Fåborg Andelsslagteri og for det stedlige sogneråd.
Det sker
Karakterer og karakterskalaer
Regeringen har nu præsenteret et udspil til en ny karakterskala, der skal erstatte den nuværende 7-trinsskala. 7-trinsskalaen har været i brug siden 2006 og er blandt andet blevet kritiseret for dens brug af den negative karakter -3.
Tropiske cykloner
Tyfonen Kalmaegi har været skyld i mindst 114 filippineres død siden tirsdag. Kalmaegi bevæger sig nu mod Vietnam, der allerede er ramt af massive oversvømmelser. Tyfon er betegnelsen for en tropisk cyklon dannet i det vestlige Stillehav.
USA's højesteret
USA's højesteret vil i løbet af de kommende måneder tage stilling til, om det er lovligt, at præsident Donald Trumps regering tidligere i år indførte høje toldsatser på udenlandske varer.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.