Herman Slomann

Herman Slomann, Herman Christian Slomann, 8.5.1860-13.6.1929, ortopæd. Født i Kbh. (Helligg.), død på Montebello, urne på Solbjerg kgd., Frbg. S. blev student 1877 fra Metropolitanskolen og studerede først kemi hvilket han dog som farveblind måtte opgive; lægeeksamen tog han 1886. Betydningsfuld for S.s senere virke blev den anatomiske uddannelse han 1887–89 fik som prosector anatomiæ hos J. H. Chievitz. Efter kandidattjenesten 1889–90 ved Frederiks hospital begyndte S. 1890 praksis i Vejle og drev samtidig en kirurgisk privatklinik indtil han 1893 blev læge ved Vejle amtssygehus. Herfra stammede emnet for disputatsen Bidrag til Læren om den pulserende Exoftalmus som S. forsvarede for doktorgraden 1898. Under sygehuslægevirksomheden samledes S.s interesser om ekstremitetskirurgien og ortopædien hvorfor han 1898 opgav stillingen og drog på studierejse til de førende ortopæder i Østrig (Lorenz), Tyskland (Hoffa), Frankrig (Kirmisson) og England. S.å. nedsatte S. sig i Kbh., og 1901 åbnede han en ortopædisk privatklinik hvor han med stor dygtighed og nøgtern kritik omplantede den nye kirurgisk prægede ortopædi til dansk grund, selvstændigt udviklende den videre som vor første moderne ortopæd. Klinikken drev S. til 1925 og behandlede her igennem årene et meget stort antal patienter med alle slags ortopædiske lidelser, ikke mindst følger af de store børnelammelsesepidemier i begyndelsen af århundredet. S. var med sin klare og skarpe logiske intelligens og iagttagelsesevne en idérig og forskende ortopæd, i besiddelse af stor opfindsomhed og teknisk snilde når det gjaldt om at udfinde den for vanskelige tilfælde mest effektive behandlingsplan. S.s videnskabelige arbejder, fortrinsvis publicerede i nordiske tidsskrifter, er ikke talrige, men kvalitativt lødige; flere af hans minutiøst udarbejdede foredrag i lægeselskaber blev imidlertid ikke publicerede. I den nordiske Lærebog i Kirurgi III, 1922 har S. skrevet det for sin tid udmærkede afsnit om fodens kirurgi. Stor indflydelse på udviklingen af dansk ortopædi fik S. gennem sit højt værdsatte lærerforhold til privatklinikkens assistenter bl.a. P. Guildal, A. Monberg og P.G. K. Bentzon som siden overtog de ortopædiske chefstillinger i Kbh. og Århus. På grundlag af S.s patientmateriale og prægede af hans ortopædiske synspunkter udarbejdede flere af hans elever, foruden mindre arbejder, også værdifulde disputatser. S. var knyttet til arbejderforsikringsrådet som rådgivende læge 1898–1909 og som medlem til 1919; hans store erfaring, viden og klogskab kom naturligvis til at præge mange af rådets synspunkter. Efter at han 1925 havde trukket sig tilbage fra klinikken – han havde mistet en søn, den lovende sprogforsker Per Slomann – beskæftigede han sig i sit korte otium med palæopatologiske studier, hvoraf er publiceret Contribution à la paléopathologie égyptienne i Bulletins et Mémoires de la Société d'Anthropologie de Paris VIII, 1927. – På S.s initiativ stiftedes 1919 Nordisk ortopædisk forening hvoraf S. siden udnævntes til æresmedlem.