Ivar Norden Sølling, 25.4.1841-12.2.1925, søofficer. Født i Kbh. (Holmens), død sst., begravet sst. (Holmens). S. blev kadet 1855, løjtnant med kongens æressabel 1862, premierløjtnant 1868 og kaptajn 1880. I krigsåret 1864 var han med linjeskibet Skjold, deltog i affæren ved Rügen 17.3. og var n.å. med fregatten Niels Juel til Middelhavet. I de følgende år var han jævnlig udkommanderet på forskellige togter, afbrudt af tjeneste som fører af postdampskib Korsør-Kiel 1880–81 og fyr- og vagerinspektør 1881–85. 1888 havde han sit sidste søtogt som chef for skonnerten Fylla som stationsskib ved Island og Færøerne. 1889 afgik han fra søetaten med kommandørs karakter og udnævntes til overlods i vestlige distrikt hvilket embede han beklædte, indtil det ved omordningen af lodsvæsenet blev nedlagt 1912. S. var en djærv og dygtig mand der gennem sin tjeneste som søofficer havde fået interesse for fiskerne og fiskeriet. Han var præsident for Dansk fiskeriforening 1902–13 og formand i komiteen til ordning af den skandinaviske fiskeriudstilling og 4. internationale fiskerimøde i Kbh. 1912. Fra 1878 til sin død havde han sæde i sømandsstiftelsen Bombebøssens direktion, 1902–24 som dens formand. Han fortsatte her det af bedstefaderen begyndte filantropiske arbejde med stor interesse gennem næsten et halvt århundrede og havde den glæde at se stiftelsen vokse i velstand og flytte ind i sin nye bygning i Overgaden oven vandet.
Det sker
Karakterer og karakterskalaer
Regeringen har nu præsenteret et udspil til en ny karakterskala, der skal erstatte den nuværende 7-trinsskala. 7-trinsskalaen har været i brug siden 2006 og er blandt andet blevet kritiseret for dens brug af den negative karakter -3.
Tropiske cykloner
Tyfonen Kalmaegi har været skyld i mindst 114 filippineres død siden tirsdag. Kalmaegi bevæger sig nu mod Vietnam, der allerede er ramt af massive oversvømmelser. Tyfon er betegnelsen for en tropisk cyklon dannet i det vestlige Stillehav.
USA's højesteret
USA's højesteret vil i løbet af de kommende måneder tage stilling til, om det var og er lovligt, at præsident Donald Trumps regering har indført høje toldsatser på udenlandske varer.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.