Jens Gregersen, 1.4.1794-17.7.1874, landmand, politiker. Født i Hørby ved Holbæk, død i Kundby, begravet sst. Som barn så G. sin far blive pryglet brutalt på hovmarken af en ladefoged; mindet herom bevarede han gennem livet. Han blev 1822 arvefæster i Kundby, altså praktisk talt selvejer, men betragtede dog altid fæsternes sag som sin og hele bondestandens sag. Som dygtig landmand drev han et udmærket, gentagne gange præmieret jordbrug; som kraftig, velbegavet personlighed, om end uden større talegaver, blev han den førende mand i sit sogn og på egnen. Kundby bønder fik en særlig fremtrædende plads i 1840ernes begyndende bondebevægelse, men den fremmeste af dem var G. Det var ham der - måske 1842 – udtalte de berømte ord som J. C. Drewsen 1844 citerede i Roskilde stænderforsamling: "Ja, Hr. Kammerraad, gøres ikke noget for Bondestanden, saa frygter jeg for, at Postelinet vil blive slaaet itu". G. var et af de mest betydende medlemmer af den 1843 stiftede Landkommunalforening for Holbæk amt; sammen med andre gårdmænd i Kundby indbød han 1844 Peder Hansen (1801-54), Lundby, til at holde møde i Holbæk, og han blev en god støtte og ledsager for denne agitator under hans virksomhed i amtet. Overhovedet deltog han meget livligt i det nye røre. Som bestyrelsesmedlem i landkommunalforeningen var han en af dem der under formanden A. Gleerups førerskab underskrev den henvendelse til Drewsen og Balthazar Christensen som førte til oprettelsen af Bondevennernes selskab 1846. 1848-49 var han som bondevennernes mand repræsentant for sin hjemstavn (Svinningekredsen) i den grundlovgivende rigsforsamling hvor han aldrig tog ordet, men naturligvis støttede venstre. Senere nøjedes han med at være den loyale stiller for kredsens fremragende folketingsmand A. F. Tscherning. G. var en foregangsmand i bondestanden og en forstående, velvillig hjælper for de mænd fra andre samfundsklasser som blev bøndernes første politiske førere.
Det sker
Karakterer og karakterskalaer
Regeringen har nu præsenteret et udspil til en ny karakterskala, der skal erstatte den nuværende 7-trinsskala. 7-trinsskalaen har været i brug siden 2006 og er blandt andet blevet kritiseret for dens brug af den negative karakter -3.
Tropiske cykloner
Tyfonen Kalmaegi har været skyld i mindst 114 filippineres død siden tirsdag. Kalmaegi bevæger sig nu mod Vietnam, der allerede er ramt af massive oversvømmelser. Tyfon er betegnelsen for en tropisk cyklon dannet i det vestlige Stillehav.
USA's højesteret
USA's højesteret vil i løbet af de kommende måneder tage stilling til, om det er lovligt, at præsident Donald Trumps regering tidligere i år indførte høje toldsatser på udenlandske varer.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.