Jens Nielsen, 19.12.1899-5.10.1964, læge. Født i Ribe, død i Kbh. (Rosenvængets), begravet på Frbg. kgd. N. blev student i Ribe 1917 og fik medicinsk embedseksamen 1923. Efter uddannelse ved kbh.ske hospitaler og institut for alm. patologi samt lægefunktion ved skandinaviske ingeniørarbejder i Lilleasien blev N. 1928 ansat som assistent ved Radiumstationen i Kbh. Bortset fra 1. reservelægetjeneste 1936-38 ved Rigshospitalets røntgenafdeling var N. resten af sit liv knyttet til Radiumstationen dels som reservelæge og fra 1938 som overlæge med strålebehandling som virkefelt. 1936 var han blevet lektor i røntgenologi ved Tandlægehøjskolen, 1950 udnævntes han til lektor i radioterapi ved Kbh.s univ. og fem år senere blev han den første professor sst. i dette fag som han med stor dygtighed havde udviklet til selvstændigt speciale. En række videnskabelige arbejder om radium- og røntgenbehandling af bryst-, spiserørs-, strube- og livmoderhalskræft publiceredes fra hans afdeling; omkring 1944 indførte han rotationsstrålebehandling. For de mange alvorligt syge var han en overmåde human vejleder og trøster. Fra 1940erne arbejdede han intenst for udviklingen af Finseninstituttet til et stort kræftforsknings- og behandlingsinstitut opbygget omkring Radiumstationen. Han arbejdede for samvirke mellem medicinske og kirurgiske specialsagkyndige og for udviklingen af basalvidenskabelige afdelinger, herunder overflytning af Fibigerlaboratoriet til Finseninstituttet og udbygning af et statistisk institut på basis af det allerede eksisterende kræftregister. – Radiumstationerne, der tidligere havde været drevet af Landsforeningen til kræftens bekæmpelse, blev på N.s initiativ overtaget af staten 1964, hvorved Landsforeningens midler kunne reserveres klinisk og eksperimentel forskning. – 1952 kaldtes N. et halvt år som visiting professor ved Cornell university i New York og 1954 promoveredes han til æresdoktor ved Karolinska institutet i Stockholm. Talrige faglige hverv påtog N. sig; han var medlem af Kbh.s lægeforenings bestyrelse 1940-45, formand for Dansk radiologisk selskab 1952-56, stifter af og sekretær ved Internat. Club of Radiotherapists 1953, formand 1956-63, medlem af udvalg vedrørende statens overtagelse af Radiumstationen 1960 og om udbygningen af Radiumstationen 1963. 1951 blev N. æresmedlem af American Radium Society og 1960 modtog han generalkonsul Ernst Carlsens hæderpris.
Det sker
Karakterer og karakterskalaer
Regeringen har nu præsenteret et udspil til en ny karakterskala, der skal erstatte den nuværende 7-trinsskala. 7-trinsskalaen har været i brug siden 2006 og er blandt andet blevet kritiseret for dens brug af den negative karakter -3.
Tropiske cykloner
Tyfonen Kalmaegi har været skyld i mindst 114 filippineres død siden tirsdag. Kalmaegi bevæger sig nu mod Vietnam, der allerede er ramt af massive oversvømmelser. Tyfon er betegnelsen for en tropisk cyklon dannet i det vestlige Stillehav.
USA's højesteret
USA's højesteret vil i løbet af de kommende måneder tage stilling til, om det er lovligt, at præsident Donald Trumps regering tidligere i år indførte høje toldsatser på udenlandske varer.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.