Johan Wøller, Johan Cristian Wøller, 30.8.1878-14.2.1967, læge, forfatter. Født i Nykøbing M, død i Holte, begravet i Svendborg. W. blev student 1896 fra Herlufsholm og medicinsk kandidat 1903; n.å. fik han ansættelse som militærlæge i den hollandsk-indiske hær og var 1904-09 udkommanderet til Sumatra og Java; han deltog i halvfjerde år i krigen i Atjeh, udtrådte derefter af hæren og kom tilbage til Europa; efter et års studieophold i Danmark og Tyskland rejste han 1911 på ny til Østen og praktiserede som kirurg og gynækolog på Java indtil han 1933 vendte hjem fra udlændigheden og tog fast ophold i Danmark. Han var praktiserende læge i Holte fra 1940. Han debuterede med Fra Limfjorden til Borobudur, 1935, som i lighed med de to efterfølgende Rejsen til Insulinde, 1938 og Rejsemosaik, 1942 indtager en særstilling i vor rejsebogslitteratur fordi de rent ydre tildragelser stadig akkompagneres af ofte skarpt accentuerede personlige ræsonnementer; de tre bøger, særlig Rejsen til Insulinde, hvor W.s andet jeg, dr. Esrom, fortæller om sin deltagelse i kampen mod de krigeriske atjeher på nordsiden af Sumatra og om sine erfaringer fra felttoget mod tropesygdommene, meddeler i øvrigt et væld af faktiske oplysninger fra Hollandsk Indien, selv om hovedinteressen stadig samler sig om den forfatterpersonlighed som hæver sig over stoffet. W. var ikke i besiddelse af nogen fremtids- og fremskridtsoptimisme og reagerer ofte voldsomt mod den moderne civilisations ensidige fremhævelse af teknikken, ligesom han gør hyppige udfald mod kvindeemancipationen og synes opfyldt af mistillid til demokratiet; selv folk der dømmer samtiden mindre hårdt må dog erkende at W. i kraft af sin blændende artistiske form og fornemme intellektuelle holdning i flere tilfælde har kastet et overraskende lys over øjeblikkets problemer. Ved siden af sin indsats som skribent udfoldede han en betydelig foredragsvirkomhed landet over.
Det sker
Karakterer og karakterskalaer
Regeringen har nu præsenteret et udspil til en ny karakterskala, der skal erstatte den nuværende 7-trinsskala. 7-trinsskalaen har været i brug siden 2006 og er blandt andet blevet kritiseret for dens brug af den negative karakter -3.
Tropiske cykloner
Tyfonen Kalmaegi har været skyld i mindst 114 filippineres død siden tirsdag. Kalmaegi bevæger sig nu mod Vietnam, der allerede er ramt af massive oversvømmelser. Tyfon er betegnelsen for en tropisk cyklon dannet i det vestlige Stillehav.
USA's højesteret
USA's højesteret vil i løbet af de kommende måneder tage stilling til, om det er lovligt, at præsident Donald Trumps regering tidligere i år indførte høje toldsatser på udenlandske varer.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.