Jost van Dockum

Jost van Dockum, Joost van Dockum, 30.4.1753-10.12.1834, søofficer. Født i Lyngby (Tysk ref., Kbh.), død i Kbh., begravet sst. (Holmens). v. D. blev kadet 1765, sekondløjtnant 1773, premierløjtnant 1781, kaptajnløjtnant 1784, kaptajn 1796, kommandørkaptajn 1802, kommandør 1820, kontreadmiral 1825 og viceadmiral 1833. Efter nogle togter med flådens skibe var han 1780–83 styrmand i et af Asiatisk Kompagnis skibe til Ostindien og under den store udrustning 1788 i anledning af krigen med Sverige chef for briggen Postillonen. I årene efter var v. D. ikke tilfreds med de udkommandoer han fik, og søgte – forgæves – sin afsked. Efter forskellige udkommandoer blev han 1796 chef for fregatten St. Thomas der var vagtskib i Sundet, og 1798 chef for fregatten Cronborg på krydstogt i Nordsøen for at beskytte danske handelsskibe. Han var lige hjemkommet fra dette togt da tre engelske fregatter der var ankret ved Helsingør havde den frækhed her – i vagtskibets nærværelse – at beslaglægge et dansk skib der tidligere havde været anholdt af englænderne, v. D. sendtes straks til Helsingør med Cronborg og ved sin bestemte og taktfulde optræden lykkedes det ham at få englænderne til at frigive skibet. N.å. sendtes han som chef for fregatten Havfruen til Middelhavet for at forstærke St. Billes eskadre hvis opgave var at beskytte Danmarks skibsfart mod de krigsførende orlogsskibe og kapere og mod korsarerne. Dec. 1799 havde han et alvorligt sammenstød med engelske orlogsskibe i nærheden af Gibraltar. Da disse trods v. D.s forbud forsøgte at visitere den danske konvoj, blev de engelske fartøjer ved skarpe skud forhindrede i at udføre visitationen. Juni n.å. havde han en lignende affære ved Kap Gatto i nærheden af Malaga med tre engelske fregatter. Ved disse lejligheder viste v. D. sig i besiddelse af overlegen ro, bestemthed og mod der imponerede englænderne og væsentligt bidrog til at gøre det danske orlogsflag anset. Begge affærer indbragte ham kongens anerkendelse. Efter at freden med Tripolis var afsluttet, hvorved freden med alle barbareskerne var sikret for en tid, sendtes den største del af eskadren, derunder Havfruen, tilbage og kom i slutningen af april 1801 til Norge hvor den på grund af de truende forhold forløbig fik station. Ved den engelske flådes ankomst til Sundet 1807 blev v. D. chef for batteriet Prøvestenen der bestod af tre grundsatte blokskibe, der dog ikke kom til at tage nogen væsentlig del i kampene. Efter byens kapitulation måtte v. D. gå i land, men i okt. indtog han atter denne post med en del mindre skibe under sin kommando. Her blev han til febr. 1809, da han sammen med kaptajn von Berger sendtes til Vliessingen for at overtage kommandoen på de to franske linieskibe med dansk besætning hvis chefer begge var blevet arresterede på grund af uoverensstemmelse med den franske admiral, v. D. blev chef for linieskibet Pultusk og senere, da styrken forøgedes til fire skibe, chef for den danske division. Han indlagde sig her stor fortjeneste og modtog anerkendelse både af admiralen og af Napoleon I der flere gange besøgte ham og jan. 1812 udnævnte ham til kontreadmiral i den franske flåde. Da Napoleons stjerne dalede, blev de danske besætninger 1813 kaldt tilbage, v. D. søgte nu sin afsked som fransk admiral og modtog denne i den mest anerkendende form. Han vendte tilbage til Danmark, indtrådte atter i søetaten og henlevede sine sidste år i ro. Han har ved sin tjeneste, særlig i Middelhavet og på Scheldeflåden, gjort sit land og sin stand ære. Han var en hædersmand der ved sin dygtighed og elskværdige karakter vandt alles agtelse.