Magnus (kongesøn)

Magnus, Magnus Eriksen, kongesøn. Levede 1176, død i Søborg. M. var under den store tronstrid ivrig tilhænger af Sven Grathe og blev under dennes sidste kamp mod Valdemar taget til fange; Valdemar behandlede ham mildt og gav han en ærefuld stilling i sin tjeneste. M. der slægtede sin far på som fyrig kriger udmærkede sig på Vendertogene; 1167 anførte han med Absalon og den unge Christoffer toget mod Tribsees i Forpommern, og på toget mod Pommern 1170 satte han ved sin dristighed livet i vove og blev kun reddet ved Absalons rådsnarhed. Men enten nu M. ikke mente sig tilstrækkeligt belønnet, eller han var forbitret over at Valdemar havde sikret sin søn Knud tronen, vist er det at han tillige med ærkebiskop Eskils dattersønner Knud og Carl indgik en sammensværgelse mod Valdemars liv. Planen blev røbet, og M. flygtede til Sachserhertugen Henrik Løve som søgte at udsone ham med Valdemar (1176). En dansk sendefærd godtgjorde imidlertid M.s brøde for hertugen, men M. tilbød da at bevise sin uskyld ved tvekamp. Fra dansk side svaredes at dansk lov krævede jernbyrd, og da M. ikke ville underkaste sig denne var hans stilling svækket, og han måtte love at indfinde sig hos Valdemar, dog mod frit lejde. På et hirdstævne i Viby ved Århus kom M.s sag for. Imidlertid var nogle af hans breve blevet opsnappet og tjente som vidnesbyrd imod ham. Absalon der havde medfølelse med sin gamle våbenfælle søgte at redde ham ved at få kongen til at love ham tilgivelse, hvis han frivilligt tilstod sin brøde, og kunne derved samtidig fri Valdemar for at lade sagen falde af mangel på vidnebevis. M. fulgte Absalons råd, tilstod og bad om nåde, og Valdemar nøjedes med at fjerne ham fra sig og forbyde ham alt samkvem med sine medsammensvorne. Fra sit opholdssted på Fyn satte M. sig alligevel i forbindelse med Knud og Carl i Sverige, men blev atter røbet og sat i tårnet på Søborg (1178). Her er han død, uvist når.