N. Jacobsen, Niels Jacobsen, 3.4.1843-17.5.1916, landmand. Født i Fillerup mølle ved Odder, død i Odder, begravet sst. J. kom som elev på Saksild og Odense højskoler, gennemgik kursus på Næsgård agerbrugsskole 1863–65 og var derefter forvalter nogle år. Han var en udpræget pionertype med lyst og evne til at følge nye veje. Efter at han 1868 havde forpagtet Norslund ved Odder indrettede han mejeri på gården efter det holstenske system og omdannede det n.å. til vandmejeri, det første i Jylland. Smørret herfra var af fortrinlig kvalitet og præmieredes ved mange udstillinger. J. havde betydeligt teknisk snilde og vakte megen opmærksomhed både her og i udlandet med et prøvekærningsapparat som han fik patent på 1873, og som var det første her i landet. Prøvekærnen fik sølvmedalje på landmandsforsamlingen i Viborg 1875 og tog bronzemedalje på verdensudstillingen i Paris 1878. Den blev taget i brug på øen Jersey, men her i landet fik den ingen større betydning, bl.a. fordi N. J. Fjords kontrolapparat fremkom få år efter. 1880–1906 ejede J. Andkær ved Odder. Han fulgte stadig mejerivæsenets udvikling og blev 1884 formand for det første andelsmejeri i Østjylland (Åholm, Odder), agiterede ivrigt for oprettelsen af andelsmejerier og tog del i det lokale landboforeningsarbejde også på planteavlens område og var i en lang årrække formand for Østjydsk frøavlerforening, valgtes ind i Hads herreds landboforenings bestyrelse 1893 (formand 1896–97). J. arbejdede meget for udbredelsen af redskaber og maskiner og var i flere år dommer ved landhusholdningsselskabets maskin- og redskabsprøver; han konstruerede flere have- og markredskaber, lavede et tørreapparat til rodfrugtfrø, kunsttavler til biavl og en større fjerkræudrugningsanstalt. Så tidligt som i 1860erne optrådte han som en dygtig amatørfotograf. Han var formand for Odder sogneråd 1891–94, medlem af skatterådet og ejendomsskyldkommissær til sin død. 1887 var han opstillet som højres kandidat til folketinget i Odder.
Det sker
Karakterer og karakterskalaer
Regeringen har nu præsenteret et udspil til en ny karakterskala, der skal erstatte den nuværende 7-trinsskala. 7-trinsskalaen har været i brug siden 2006 og er blandt andet blevet kritiseret for dens brug af den negative karakter -3.
Tropiske cykloner
Tyfonen Kalmaegi har været skyld i mindst 114 filippineres død siden tirsdag. Kalmaegi bevæger sig nu mod Vietnam, der allerede er ramt af massive oversvømmelser. Tyfon er betegnelsen for en tropisk cyklon dannet i det vestlige Stillehav.
USA's højesteret
USA's højesteret vil i løbet af de kommende måneder tage stilling til, om det er lovligt, at præsident Donald Trumps regering tidligere i år indførte høje toldsatser på udenlandske varer.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.