Peter Panum

Peter Panum, Peter Munk Rudolph Panum, 22.6.1854-7.12.1935, læge. Født i Kiel, død i Kbh., begravet sst. (Garn.). P. blev student 1872 fra Schneekloths skole, tog lægeeksamen 1878 og blev s.å. kandidat ved Frederiks hospital hvor han 1881-83 var reservemedicus på afd. B hos C. E. With. Samtidig var han fra 1879 amanuensis hos ortopæden A. G. Drachmann hvad der blev bestemmende for hans livsgerning idet han fra 1885 knyttedes til Samfundet som antager sig vanføre og lemlæstede der 1872 var grundlagt af den genialt forudseende filantrop Hans Knudsen. P. var først klinikforstander ved samfundets afd. II (for voksne) efter hofmedicus professor Edvard Ipsen (1844-92); ved Christen Langes afgang 1908 fra afd. I (for børn) lagdes også denne under P. der udnævntes til overlæge (først nu aflønnet) ved Samfundet og hjemmet for vanføre som navnet blev efter at Hjemmet for vanføre der var oprettet 1888 af Johanne Petersen (1847-1922) tilsluttedes moderinstitutionen. I sine første år arbejdede P. sammen med Hans Knudsen, og han blev alle dage varetager af traditionerne og den filantropiske ånd ved den samfundsnyttige institution der i hans overlægetid, ikke mindst på grund af den 1912 optrædende børnelammelsesepidemi, stadig voksede og stedse anerkendtes mere, både hjemme og i udlandet. I årenes løb nåede P. sine ønskers mål, en ny kirurgisk-ortopædisk klinik (på Toldbodvejen), bestående af poliklinik og sygeafdeling med operationsstuer og de nødvendige hjælpeafdelinger. En stærk støtte igennem de mange år havde han i bandageriets grundlægger, forstanderen Thora Fiedler, som fratrådte sammen med P. da han 1919 afløstes som overlæge af P. Guildal der tillige blev chef for klinikværkstederne. – Foruden overlægevirksomheden drev P. privat 1888-93 en klinik for sygegymnastik og massage, var 1907-11 chef for den fysioterapeutiske service på garnisonssygehuset i Kbh. samt 1889-1921 læge ved Klampenborg vandkuranstalt. P. var en stille mand der, vel som følge af faderens betydelighed, i nogen grad var hæmmet af mindreværdskomplekser. Efter evne stræbte han efter at følge med i ortopædiens udvikling; fortrinsvis optaget af det stadig voksende praktiske arbejde nåede han dog at skrive adskillige afhandlinger om ortopædiske emner samt om vanføreforsorg i udenlandske og danske fagtidsskrifter, desuden Sygegymnastik i Hjemmet, 1887, Behandlingen af de almindeligst forekommende orthopædiske Lidelser, 1895, Erfaringer om den medfødte Klumpfod og dens Behandling, 1914. Tillige var han forfatter af en populær Illustreret Lægebog, 1895 (2. udg. 1904, svensk udg. 1909). I en årrække var han fagredaktør af Nordisk Tidsskrift for Abnormvæsen og medudgiver af Zentralblatt für chirurgische und mechanische Orthopädie. – Tit. professor 1904.