Poul Schultzer, Hans Poul Schultzer, 2.9.1895-18.3.1956, læge. Født i Kbh, død sst. (Trin.), begravet sst. (Bispebjerg). S. blev student 1914 fra Metropolitanskolen og 1922 medicinsk kandidat. Sommeren 1922 var han reservelæge ved Silkeborg bad og derefter 1922–25 assistent ved Finsensinstituttets laboratorium. Efter at have gjort turnustjeneste på Rigshospitalet var han kandidat på forskellige kbh.ske hospitaler og derefter 2. reservelæge ved Bispebjerg hospital 1928–30. Efter assistentplads ved Statens vitaminlaboratorium og Rigshospitalets medicinske poliklinik blev han 1. reservelæge ved kommunehospitalet 1931. Han foretog gentagne studierejser til Tyskland og England. Fra 1934 praktiserede han i Kbh. som speciallæge i intern medicin, særlig stofskifte- og fordøjelsessygdomme. 1927 disputerede S. for doktorgraden med afhandlingen Lyset og experimentel Rachitis. 1939 blev han overlæge ved kommunehospitalets medicinske poliklinik og 1939–45 lektor i intern medicin ved Kbh.s univ. Som student var S. formand for det medicinske studenterråd og formand for Medicinsk forening. 1929–30 var han formand i Selskabet for teoretisk og anvendt terapi. – S. publicerede en række lødige videnskabelige arbejder i danske og udenlandske tidsskrifter, dels eksperimentelle, dels kliniske, karakteriserede ved deres kontinuitet i hans forskning om vitaminer og hormoner. Alle vitaminerne, mest dog med C-vitaminet og ascorbinsyre (han var den første der helbredte menneskelig scorbut med ren ascorbinsyre) beskæftigede han sig med, men også med A og D. Han gennemarbejdede en metode til D-vitamin-bestemmelse og en metode til kvantitativ bestemmelse af binyrebarkhormoner. Stille og beskeden var han en fortræffelig pædagog, inspirerende for sine medarbejdere, og flere disputatser udgik fra hans afdeling.
Det sker
Lars Findsen
Lars Findsen er netop blevet tilkendt en erstatning på 20.000 kroner for, at PET i 2022 delte oplysninger af privat karakter med partiledere i Folketinget. Byretten fandt, at PET's briefing var "unødigt krænkende". Anklagemyndigheden vil anke dommen.
Novo Nordisk
Novo Nordisk har fremlagt regnskab, hvor virksomheden igen nedjusterer salgsforventningerne. Samtidig melder virksomheden, at den store fyringsrunde på 5000 medarbejdere i Danmark er afsluttet.
Zohran Mamdani
Zohran Mamdani er valgt til ny borgmester i New York City fra 1. januar 2026. Mamdani tilhører den progressive fløj i Det Demokratiske Parti, og det overordnede fokus for hans valgkampagne var at gøre byen mere tilgængelig for folk med middel- eller lavere indkomst.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.