Rasmus Kattrup, 21.4.1848-18.10.1927, landmand. Født i Skælskør, død på Risinge ved Kerteminde, begravet i Flødstrup. Uddannelse som landmand fik K. bl.a. hos to af datidens dygtigste landmænd, hos F. C. Carøe på Skærvad 1867–68 og hos E. Tesdorph, Ourupgård 1869–70. Efter at have været forvalter på forskellige herregårde overtog han 1878 forpagtningen af Hellerup på Fyn. Her blev K.s navn kendt, idet han grundlagde den landskendte stamme af rødt dansk malkekvæg, Hellerupstammen, der bl.a. hjembragte kongepræmien fra landmandsforsamlingerne i Randers 1894 og Odense 1900 og ved konkurrencen mellem hele kvæghold fik tilkendt højeste avlscenterpræmie for årene 1898–1901. Der udgik da også en mængde avlsdyr til ind- og udland fra denne besætning. Men også hesteavlen interesserede ham stærkt, i en årrække navnlig den jyske avisretning, men senere var det belgieravlen han med stor dygtighed kastede sig over. Han indkøbte en del belgiske avlsdyr, var medstifter af hesteavlsforeningen Fremad og dennes kåringsformand. Han var en alsidig mand der drev hver gren af sit landbrug, også planteavlen, som speciale. 1903 afstod han forpagtningen og overtog s.å. Risinge som han ejede til sin død. Også her udførte han en landmandsgerning med stor dygtighed og energi, bl.a. ved udstrakt fremavl af såsæd og frø. Mange unge mænd søgte gennem årene uddannelse på Hellerup og Risinge, og mange landmænd besøgte K. for at se og lære af hans fremragende landbrug. K. havde en række tillidshverv, var bl.a. formand for De samvirkende fynske hesteavlsforeninger, for statshingste-skuekommissionen for Fyns stift, medlem af det fynske planteavlsudvalg og landvæsenskommissær.
Det sker
Karakterer og karakterskalaer
Regeringen har nu præsenteret et udspil til en ny karakterskala, der skal erstatte den nuværende 7-trinsskala. 7-trinsskalaen har været i brug siden 2006 og er blandt andet blevet kritiseret for dens brug af den negative karakter -3.
Tropiske cykloner
Tyfonen Kalmaegi har været skyld i mindst 114 filippineres død siden tirsdag. Kalmaegi bevæger sig nu mod Vietnam, der allerede er ramt af massive oversvømmelser. Tyfon er betegnelsen for en tropisk cyklon dannet i det vestlige Stillehav.
USA's højesteret
USA's højesteret vil i løbet af de kommende måneder tage stilling til, om det er lovligt, at præsident Donald Trumps regering tidligere i år indførte høje toldsatser på udenlandske varer.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.