Sigvart U. Rosenvinge, Sigvart Urne Rosenvinge, 28.4.1758-9.9.1820, søofficer. Født på Bubelgård, Indslev sg., Fyn, død i Kbh. (Holmens), begravet sst. (Holmens). R. blev kgl. page 1771 og s.å. kadet, sekondløjtnant 1779, premierløjtnant 1789, kaptajnløjtnant 1790, kaptajn 1799, kommandørkaptajn 1809 og kommandør 1812. 1780–82 var han med orlogsskibet Wagrien i Ostindien. 1784 var han medstifter af Søelieutenant-selskabet. 1785 blev han udset til at oplæres til takkelmesterstillingen, kom derfor til tjeneste på Gammelholm og blev 1798 auskultant i konstruktionskommissionen. 1793–96 var han i udlandet for at studere praktisk takkelvæsen, først på den engelske flåde i Middelhavet og på engelske orlogsværfter, derefter i Frankrig og Holland. Vel udrustet med kundskaber på dette specielle felt vendte han hjem febr. 1796, blev s.å. medlem af konstruktions- og regleringskommissionen og n.å. ekvipagemester på Gammelholm. 1807 havde han på overekvipagemesterens vegne det tunge hverv at udlevere flådens materiel til englænderne efter Kbh.s kapitulation. N.å. blev han takkelmester, hvilken stilling han beholdt til sin død. S.å. sendtes han sammen med kaptajn H. Holsten og besætninger til to linjeskibe til Antwerpen for at tjene i den franske flåde. R. blev chef for linjeskibet Pultusk. Forholdene i Scheldeflåden beredte R. mange vanskeligheder. Mandskabet fik ikke udleveret køjetøj, kosten var utilstrækkelig og uegnet for nordboer, løn og kostpenge blev ikke betalt rettidigt. Da R. forgæves havde påtalt disse forhold hos den franske admiral måtte han søge hjælp hos den danske regering. Jan. 1809 kom fra det franske marineministerium ordre til at R. og de danske besætninger skulle afgå til Brest for at gå om bord i Atlanterhavsflåden. De to danske skibschefer nægtede at adlyde ordren der var i strid med deres kgl. instruks. De blev derfor begge arresterede og sat i Antwerpens kastel. Efter seks ugers forløb flyttedes de til Rendsborg, og en måned senere hævede kongen, der ganske billigede R.s optræden, arresten. Efter hjemkomsten fratrådte R. stillingen som ekvipagemester og var nu udelukkende takkelmester. 1817–18 udgav R. to fortrinlige håndbøger: Veiledning til Takkelasens Fart og Paalægning og en vejledning i udførelsen af en del af Holmens arbejde, bøger der anvendtes så længe vi havde skibe med sejlrejsning, og som indbragte ham en kgl. anerkendelse. R. var en dygtig, retsindig og samvittighedsfuld officer.
Det sker
Karakterer og karakterskalaer
Regeringen har nu præsenteret et udspil til en ny karakterskala, der skal erstatte den nuværende 7-trinsskala. 7-trinsskalaen har været i brug siden 2006 og er blandt andet blevet kritiseret for dens brug af den negative karakter -3.
Tropiske cykloner
Tyfonen Kalmaegi har været skyld i mindst 114 filippineres død siden tirsdag. Kalmaegi bevæger sig nu mod Vietnam, der allerede er ramt af massive oversvømmelser. Tyfon er betegnelsen for en tropisk cyklon dannet i det vestlige Stillehav.
USA's højesteret
USA's højesteret vil i løbet af de kommende måneder tage stilling til, om det er lovligt, at præsident Donald Trumps regering tidligere i år indførte høje toldsatser på udenlandske varer.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.