Sophus Vind, Sophus Holger Gustav Vind, 18.4.1842-27.4.1913, landmand. Født i Korsør, død i Kbh., begravet i Davinde. Efter at være blevet student 1860 (Metropolitanskolen) begyndte V. at studere Jura, men brød af 1864 for at deltage i krigen som frivillig dragon. 1865 blev han sekondløjtnant, genoptog studierne og blev cand.jur. 1870. Et par år rejste han i udlandet, lærte derefter landbrug på Korselitze, og 1873 overtog han efter sin mor Sanderumgård på Fyn som han ejede og drev til 1909. V. ledede både markbruget og kvægbruget mønsterværdigt, og gården blev lærested for mange unge. Hans interesse for det nye førte ham tidligt i forbindelse med den begyndende forsøgsvirksomhed, og Sanderumgård blev et af de steder hvor N. J. Fjord fandt plads til sine mejeribrugs- og fodringsforsøg. V. blev formand for Allerup-Davinde sogneråd og medlem af Odense amtsråd, og snart blev hans tillidshverv i landbrugets organisationer talrige. I to perioder, 1884–91 og 1902-08, var han formand for Fyns stifts patriotiske selskab, og navnlig i den første af disse da selskabet var midtpunkt for de fynske landboforeningers samarbejde havde han megen indflydelse. Han var tillige formand for stats-hingsteskuekommissionen på Fyn, De samvirkende fynske hesteavlsforeninger og en række andre foreninger. I landhusholdningsselskabet var han medlem af bestyrelsesrådet 1881-99. Med sin temperamentsfulde og energiske natur gik han stærkt op i de mange faglige og samfundsmæssige spørgsmål, og bred og sikker i sin optræden havde han let ved at gøre sig gældende. 1891 blev han udnævnt til æresmedlem af Fyns stifts patriotiske selskab der 1910 tildelte ham sin hundredårsjubilæumsmedalje. V. havde da i en menneskealder stået som en ledende skikkelse i fynsk landbrug. – Hofjægermester 1877. Kammerherre 1898.
Det sker
Karakterer og karakterskalaer
Regeringen har nu præsenteret et udspil til en ny karakterskala, der skal erstatte den nuværende 7-trinsskala. 7-trinsskalaen har været i brug siden 2006 og er blandt andet blevet kritiseret for dens brug af den negative karakter -3.
Tropiske cykloner
Tyfonen Kalmaegi har været skyld i mindst 114 filippineres død siden tirsdag. Kalmaegi bevæger sig nu mod Vietnam, der allerede er ramt af massive oversvømmelser. Tyfon er betegnelsen for en tropisk cyklon dannet i det vestlige Stillehav.
USA's højesteret
USA's højesteret vil i løbet af de kommende måneder tage stilling til, om det var og er lovligt, at præsident Donald Trumps regering har indført høje toldsatser på udenlandske varer.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.