Victor Lorck

Victor Lorck, Victor Lorentz Lorck, 17.10.1871-31.12.1940, søofficer. Født i Køng ved Næstved, død i Kbh., begravet Vedbæk kgd. L. blev sekondløjtnant 1893, premierløjtnant 1898, kaptajn 1909 og kommandør 1920. L. var 1895-96 med krydserfregatten Fyen til Vestindien og gennemgik derefter ældste klasse (stabsafdeling) på Hærens officersskole. Var atter 1902-03 i Vestindien med skonnerten Ingolf. Fra sin første officerstid interesserede L. sig for strategi, søkrigshistorie og stabstjeneste som han som en af de første her i landet i moderne forstand dyrkede systematisk og videnskabeligt. På glimrende og inspirerende måde underviste han i disse fag 1907-11 på Hærens officersskole og 1907-13 og 1918-20 på Søværnets officersskole. Undervisningen blev foretaget samtidig med udkommandoer. Kommandør O. Kofoed-Hansen var opmærksom på L.s sikre jugement og knyttede ham tidligt til de arbejder der foregik i marineministeriets stab vedrørende flådens stilling til og i landets samlede forsvar særligt med henblik på arbejdet i forsvarskommissionen af 1902. I 1906 kom en gråbog om "Den danske Stats militær-politiske Stilling og Ordningen af Landets Forsvar" som et resultat af disse overvejelser. Udredningen, som L. anses for at være en af hovedforfatterne til, dannede grundlaget for den strategiske og militærpolitiske holdning Danmark valgte ved udbruddet af første verdenskrig. L. udviste et utroligt fremsyn med hensyn til hvorledes forholdene omkring denne verdenskrig ville udvikle sig. 1909-13 var L. chef for flådens stabs 1. afd. 1913-14 chef for fiskeriinspektionen i danske farvande og chef for inspektionsskibet Absalon. Ved verdenskrigens udbrud blev han stabschef hos chefen for 2. eskadre kommandør T. V. Garde der skulle lægge miner ud i Storebælt og bevogte disse. Sammen med denne udarbejdede L. de nødvendige instrukser og dispositioner der stort set blev fulgt resten af krigsperioden, og beviste dermed at han var i stand til at omsætte sin teoretiske kunnen til håndgribelige og praktiske foranstaltninger. L. blev 1915 stabschef i 1. eskadre, 1915-17 chef for torpedobådsflotillen under 2. eskadre og 1917-18 næstkommanderende i panserskibet Peder Skram. Efter krigens afslutning var L. i 1918 chef for inspektionsskibet Islands Falk på togt til Island og var som sådan Danmarks repræsentant ved festlighederne i Reykjavik da Island 1.12. d.å. anerkendtes som selvstændig stat i Personalunion med Danmark. 1919 blev L. chef for Søværnets officersskole der varetog videreuddannelsen af søofficerer. Februar-april s.å. sendtes han midlertidigt til tjeneste som marineattaché i London og var desuden 1919-20 chef for kongeskibet Dannebrog. I november 1920 indledte L. med et stort foredrag en diskussion i Søe-Lieutenant-Selskabet om Danmarks militær-politiske stilling, et foredrag der medførte omfattende overvejelser i søofficerskredse. På dette tidspunkt var L. imidlertid på vej ud af marinen. Han havde gennem årene interesseret sig for filosofi hvilket efterhånden førte over i en stærk kristen tro med udgangspunkt i Pinsebevægelsen. Med udgangen af 1920 søgte L. sin afsked for at virke inden for pinsemenigheden i København og at hellige sig missionsvirksomhed. Frem til sin død udøvede L. inden for dette felt en omfattende prædikant- og skribentvirksomhed. L.s afsked fra marinen var utvivlsomt et tab for denne. Han lod sig 1923 indkalde til tjeneste i marineministeriet og arbejdede derefter 1924-28 i ministeriet for handel og søfart. 1928 konstitueredes han som navigationsdirektør og nautisk konsulent for søfartsministeriet. I 1930 blev han navigationsdirektør. L. var formand for statsskoleskibet Danmarks bestyrelse og sad som handelsministeriets repræsentant i stiftelsen Georg Stages minde, et arbejde som han omfattede med stor interesse. L. var en af de danske søofficerer som prins Carl, den senere Haakon VII af Norge, holdt forbindelsen vedlige med. L. var en nobel og sjælden personlighed med en betydelig begavelse og et idealistisk livssyn.