Woldemar Frederik Schmettow

Woldemar Frederik Schmettow, oprindelig Schmettau, 25.2.1749-8.7.1794, rigsgreve, diplomat, litterat. Født i Celle, død i Plön, begravet sst. S.s far havde tænkt sig at sønnen skulle slå ind på den militære bane, men hans hu stod til diplomatiet, og 1767 ansattes han som legationssekretær i Madrid. 1769 forflyttedes han til Warszawa, blev chargé d'affaires i Dresden 1771 og udnævntes n.å. til envoyé sst. Da han 1768 gæstede England, udtalte den danske afsending i et brev til J. H. E. Bernstorff følgende dom over ham: "il est extrémement vif, un peu trop décisif et quelquefois étourdi". Denne doms rigtighed viste sig under hans ophold i Dresden. På grund af et udsvævende liv sank han dybt i gæld, og 1773 fik han sin afsked. For at gøre det muligt for ham at tilbagebetale hvad han skyldte, lod man ham i tre år oppebære gage. Han gik nu i fremmed tjeneste og tog ophold i Kurpfalz, men heller ikke her fik han blivende sted. De følgende år tilbragte han på rejser, opholdt sig længe i Paris, hvor han omgikkes kardinal Rohan, og vendte 1778 tilbage til Danmark. Ved Carl af Hessens mellemkomst fik han 1781 tilstået en lille pension, og 1790 udnævntes han til medlem af landretten og konsistoriet i Plön. I disse år beskæftigede han sig med forskelligt litterært arbejde. 1792 udsendte han anonymt et skrift Patriotische Gedanken eines Dänen, über stehende Heere, politisches Gleichgewicht und Staatsrevolutionen. Skriftet indeholdt en skarp kritik af dansk militærvæsen, og forfatteren tog til orde for oprettelsen af en lille, veludrustet hvervet hær. Bogen vakte betydelig opsigt og fremkaldte en hel litterær fejde. General Fr. Mansbach tog således i et anonymt skrift stærkt til genmæle. Han havde ikke vanskeligt ved at påvise forskellige fejl og misforståelser i S.s arbejde, men hans polemik var grov og ærekrænkende. Under sit eget navn udgav S. derpå et modskrift som satte generalen i en vanskelig stilling og tvang ham til at udfordre S. Regeringen udstedte forbud mod duellen, og kort efter døde S. Så godt som hele den offentlige mening stod på S.s side, men utvivlsomt bidrog den "S.ske Fejde" til at fremkalde ønsker hos kronprins Frederik om at indskrænke trykkefriheden.