I 1770 indledte Caroline Mathilde og Struensee et kærlighedsforhold, og hun opnåede nu ikke bare en central position i hoflivet, men blomstrede også personligt op. Formentlig var det Struensee, der var far til prinsesse Louise Augusta, født i 1771, selv om hun officielt blev anerkendt som Christian 7.s datter.
Samtidig med kærlighedsaffæren lod Struensee iværksætte en strøm af gennemgribende samfundsreformer. De var imidlertid dårligt forberedte, ligesom han som udenlandsk født savnede nøjere kendskab til danske forhold og normer. Ikke mindst betød reformerne store offentlige nedskæringer, hvad der vakte vrede ikke kun blandt de berørte. Og hans åbenlyse forhold til dronningen var en yderligere kilde til forargelse.
Caroline Mathildes egen rolle i reformpolitikken vides ikke med sikkerhed. Nogle ser hende alene som et uskyldigt offer, forelsket og politisk uinteresseret, mens andre ser hende som aktivt medvirkende. Det sidste er ikke helt usandsynligt, men der savnes dog overbevisende dokumentation. Det var imidlertid ikke Struensees forhold til hende, der gav ham politisk magt, men derimod den tillid, som kongen nærede til ham. Men affæren med dronningen betød, at hvis man ville styrte Struensee, så måtte man tillige styrte landets dronning.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.