Centrum-Demokraterne 1973-2008

CD blev stiftet af den populære Gladsaxe-borgmester Erhard Jakobsen, efter at han i november 1973 var udtrådt af Socialdemokratiet, som han repræsenterede i Folketinget. Udmeldelsen skete i protest mod partiets påståede venstredrejning under den nye formand Anker Jørgensen. Erhard Jakobsen lovede ved sin udtrædelse fortsat at støtte den socialdemokratiske regering, men allerede dagen efter stiftelsen af CD udeblev han fra en vigtig afstemning i Folketinget, hvorved regeringen mistede sit flertal og udskrev valg. Ifølge eget udsagn var han løbet tør for benzin på vej til Folketinget, hvilket dog blev betvivlet af de fleste. Ved det efterfølgende såkaldte jordskredsvalg den 4. december 1973 fik CD 7,8 % af stemmerne og 14 mandater.

Partiets umiddelbart store popularitet skyldtes både Erhard Jakobsens personlige profil og det generelle vælgeropbrud i begyndelsen af 1970’erne, der bragte en række nye partier i Folketinget. Med sin kritik af venstrefløjen, ungdomsoprøret og den påstående socialistiske indoktrinering i skolerne og Danmarks Radio appellerede CD til borgerlige midtsøgende vælgere og til den bedrestillede del af Socialdemokratiets vælgergrundlag, der som Erhard Jakobsen så med skepsis på ungdomsoprøret og den generelle venstredrejning i samfundet.

Som selverklæret borgerligt midterparti placerede CD sig i det politiske landskab et sted mellem Socialdemokratiet og De Konservative. Mærkesagerne var fra begyndelsen bredt samarbejde henover midten og begrænsning af venstrefløjens indflydelse. CD ønskede at bevare de velfærdsstatslige kerneinstitutioner, men var samtidig mere erhvervsvenligt end Socialdemokratiet. Særligt den voksende middelklasses forhold lå partiet stærkt på sinde, og CD blev ikke uden grund kaldt parcelhusejernes parti. Udenrigspolitisk var CD stærke tilhængere af EF/EU og NATO og stod generelt for en liberal holdning i diverse flygtninge- og udlændingespørgsmål i sammenligning med de øvrige borgerlige partier. Dette sidste blev endnu mere udtalt, efter Mimi Jakobsen overtog den politiske lederrolle fra sin far i 1989. Politisk bevægede hun efterhånden også CD tættere på Socialdemokratiet, end det havde været under Erhard Jakobsen

CD var repræsenteret i Folketinget uafbrudt fra 1973 til 2001, men med stærkt svingende mandattal. Det bedste resultat opnåede partiet ved valget i 1981, hvor det fik 8,3 % af stemmerne og 15 mandater. De svingende resultater er blevet tilskrevet partiets mangel på egentlige kernevælgere, hvilket gjorde det afhængigt af dets stærke frontfigurer – først og fremmest Erhard Jakobsen og senere Mimi Jakobsen. Ikke mindste Erhard Jakobsen blev kendt som særligt dygtig til at føre valgkamp og kunne ofte præsentere en populær sag umiddelbart før et valg. Det blev almindeligt at henvise til at han ”trak en kanin op af hatten” i valgkampen.

Særligt i sine tidlige år var CD først og fremmest et borgerligt midterparti, og Erhard Jakobsen var en af chefarkitekterne bag Poul Schlüters borgerlige firkløverregering, bestående af De Konservative, Venstre, Kristeligt Folkeparti og CD, som kom til magten i 1982. Partiet var med i regeringen frem til 1988. Blandt partiets prominente ministre kan nævnes Mimi Jakobsen, der var kulturminister (1982-86) og senere socialminister (1986-88), samt Arne Melchior (1924-2016), der var minister for offentlige arbejder frem til 1986. Erhard Jakobsen selv var minister for økonomisk samordning i 1987-88.

Under Mimi Jakobsens lederskab fra 1989 rykkede partiet længere mod venstre og var med i Poul Nyrup Rasmussens socialdemokratisk ledede regeringer fra 1993-96. Partiet forlod regeringen i december 1996 efter at regeringen havde indgået finanslovsaftale med SF og Enhedslisten. Udover Mimi Jakobsen og Arne Melchior spillede særligt Peter Duetoft (f. 1950), blandt andet som formand for finansudvalget, en stor rolle i CD i 1990’erne og var med til at fastcementere billedet at et stærkt internationalistisk orienteret borgerligt midterparti med en liberal udlændinge- og ulandsbistandspolitik.

Ved valget i november 2001 fik CD kun 1,8 % af stemmerne og opnåede ikke repræsentation i Folketinget. Den generelle sammenklumpning på midten af dansk politik omkring årtusindeskiftet gav mindre plads til midterpartier som CD. Partiets tilsyneladende venstredrejning og fastholdelse af en liberal udlændingepolitik var herudover ikke ubetinget populær blandt dets borgerlige vælgere. Arne Melchiors udtrædelse af folketingsgruppen kort før valget og Mimi Jakobsens dobbeltjob som politisk leder og generalsekretær for Red Barnet, som hun tiltrådte i 2000, var yderligere med til at svække partiet. CD forsøgte uden held et comeback ved valget i 2005. Herefter trådte Mimi Jakobsen tilbage som leder af partiet og blev afløst af Bjarne Møgelhøj, som prøvede at formå den radikale Nasser Khader til at stille sig i spidsen for partiet. Khader valgte dog at stifte sit eget parti Ny Alliance (senere Liberal Alliance) i 2007. Herefter valgte de sidste rester af partiet at nedlægge sig selv i januar 2008.

• Anker Jørgensen, 1922-2016
• Erhard Jakobsen, 1917-2002
• Folketingsvalget 1973
• Henning Christophersen, 1939-2016
• Ministeriet Anker Jørgensen I, 1972-1973
• Ministeriet Anker Jørgensen II, 1975-1978
• Ministeriet Anker Jørgensen III, 1978-1979
• Ministeriet Poul Hartling, 1973-1975
• Ministeriet Anker Jørgensen V, 1981-1982
• Ministeriet Poul Schlüter I(a), 1982-1984
• Ministeriet Poul Schlüter II, 1987-1988
• Ministeriet Poul Schlüter I(b), 1984-1987
• Ministeriet Poul Schlüter III, 1988-1990
• Mimi Jakobsen, f. 1948
• Boligforliget, 1973
• De politiske aftaler om de faste forbindelser over Storebælt og Øresund, 1972-2000
• Opbruddet i det parlamentariske landskab i 1970'erne
• De gamle partiers fragmentering, 1970-1993

• Centrum-Demokraternes partiprogram 1977
• Finansministeriet: ”Udgiftspolitikken for 1984”, 28. februar 1983

• Rasmussen, Søren Hein og Villaume, Poul: Et land i forvandling – Danmarks historie 1970-2005 (2007).