Levevilkår i Sønderjylland under 1. verdenskrig

Under 1. verdenskrig blev civilbefolkningerne i en række krigsførende lande inddraget i krigsindsatsen. Dette gjorde sig ikke mindst gældende i Tyskland, hvor levevilkårene ændrede sig radikalt fra 1914-18. Mens Danmark var neutralt under krigen, og danskerne derved kun indirekte mærkede dens påvirkninger, var det nuværende Sønderjylland en del af Det Tyske Rige. Hermed blev sønderjyders liv direkte berørt af verdenskrigen, som i et hidtil uset omfang blev en ’total krig’, hvor alle samfundets ressourcer blev mobiliseret. Hele Tysklands produktion blev efterhånden tilpasset militærets behov, og et effektivt propaganda-apparat blev iværksat for at holde moral, offervilje og udholdenhed oppe blandt borgerne. Generelt set var levevilkårene i Sønderjylland under krigen helt sammenlignelige med resten af Tyskland, hvor krigsindsatsen blev udbredt til at indbefatte stort set hele det civile samfund, hvorved begrebet ’hjemmefronten’ opstod.

Mens mænd, unge som gamle, blev sendt til krigens mange fronter, var kvinderne i forreste linje på den tyske hjemmefront, og her var deres indsats uundværlig. Indkaldelsen af alle krigsduelige mænd i alderen 17-45 år (fra årsskiftet 1916/1917 udvidet til alle mellem 16 og 60 år) til enten militær- eller arbejdstjeneste betød, at kvinder måtte erstatte de indkaldte mænd overalt, hvor det var muligt. På landet måtte kvinderne overtage hele ansvaret for hjemmet og den fælles bedrift, herunder det fysiske arbejde på markerne og i staldene. Den hjælp, landhusmødre kunne få fra ansatte karle, svandt i takt med at indkaldelserne til hæren steg i omfang, og da krigen trak ud, blev arbejdskraft fra især russiske krigsfanger nødvendig for at opretholde den sønderjyske landbrugsproduktion.

I byerne rykkede kvinderne også ud på arbejdspladserne inden for alt fra industrivirksomheder til offentlig administration. Hidtil havde gifte kvinders beskæftigelse været indskrænket til nogle få erhvervsområder, men under krigen indtog de nu pladser som kuske, postbud og maskinarbejdere. Ligeløn var der dog ikke tale om; eksempelvis modtog kvindelige teglværksarbejdere kun halvdelen af den løn, en mandlig arbejder fik. Den tyske stat havde ganske vist en forsørgerforpligtigelse over for soldaterhustruer, men udbetalingerne var beskedne, hvilket skabte et økonomisk pres på især arbejderfamilierne.

Ud over et økonomisk, arbejds- og ansvarsmæssigt pres var kvinderne desuden udsat for et psykisk pres, bl.a. i form af vedvarende ængstelse for sønner, ægtemænd, fædre og brødre ved fronterne. Det gav daglige bekymringer, som sled på krop og sjæl. Alt i alt må man sige, at kvinderne på hjemmefronten bar byrder, der kan sidestilles med soldaternes. Dette er smukt illustreret i et erindringsglimt fra 1968 af Rasmus H. Damm (1897-1978). Her fortæller han om sin mors indsats i hjemmet under verdenskrigen, hvor han selv tjente som tysk soldat:

”[…] Hun havde nu slidt og slæbt derhjemme, og med ejendommen, og havde måttet tage nattetimerne til hjælp for at overkomme det hele, bl.a. også post og breve og pakker til os […] Og havde hun ikke været udsat for samme livsfare og samme strabadser som vi andre, så havde hun dog trods alt haft det strengt ved at gå hjemme, gå i spænding og angst for os, og også lide afsavn og nød. Alt det, og det er vi ikke i tvivl om, må have været en lige så hård belastning for sundhed og nerver, som hvad vi andre har måttet døje [ved fronten, red.].”

Efterhånden som mændene efter krigens afslutning vendte hjem, overtog de igen deres tidligere arbejde. Kvinderne trak sig for de flestes vedkommende tilbage til hjemmene, og det skete tilsyneladende uden protester. Tiden indbød ikke til kamp for ligeret, og langt de fleste steder blev de traditionelle kønsrollemønstre genetableret.

Ved krigsudbruddet i 1914 var Tyskland ikke selvforsynende og importerede ca. 25 % af sine fødevarer. I samtlige de krigsførende lande havde man forestillet sig en kort krig, men det blev ikke tilfældet. For Tyskland stod det derfor klart, at en sejr i høj grad afhang af landets egen produktion af krigsmateriel og ikke mindst fødevarer. Hermed blev krigsøkonomien bestemmende for befolkningens hverdag i næsten alle henseender: Levevilkårene blev forringet, fordi der tidligt opstod mangel på fødevarer, og fra marts 1915 indførtes rationeringsmærker, pligtaflevering af brødkorn samt regulering af handel med korn og mel. Hver person kunne nu kun købe 2 kg brød om ugen, men rationen strakte ofte ikke så langt, når brød udgjorde en stor del af kosten, og en hel familie skulle mættes. Der udviklede sig med tiden en generel mangelsituation, som på en lang række områder, også med hensyn til andet end fødevarer, blev forsøgt afhjulpet med ’Ersatz’ (erstatningsmaterialer eller –produkter), for eksempel syntetisk gummi, fremstillet af petroleum, og erstatningskaffe af brændt rug eller kålrabi.

Som følge af den britiske flådeblokade, der fra krigens begyndelse blev rettet mod Tyskland og Østrig-Ungarn, og i takt med at krigsindsatsen krævede stadig mere af produktionen, forværredes ernæringsforholdene. Det førte til udvidet prisregulering og pligtaflevering af landbrugsprodukter samt reducering af rationerne. Staten ønskede dels at sikre fødevareforsyningerne til militæret, dels at bybefolkningen og de mindrebemidlede også fik adgang til fødevarer. Udover private tiltag blev der oprettet kommunale lagre og udsalgssteder, fordelt skummetmælk fra andelsmejerierne samt nedsat kommissioner til fordelingen af levnedsmidler i byerne, fx Aabenraa. Man organiserede også folkekøkkener med varm mad til de mest nødlidende, og det anslås, at disse bespiste 10-12 % af de sønderjyske bybefolkningerne i det sidste krigsår.

På landet så man markant nedgang i dyreholdet pga. af mangel på foderstoffer. Eksempelvis blev byg, der var hovednæringsmiddel for svin, fra 1916 i stigende grad anvendt som brødkorn. Også kvægholdet blev beskåret, men her særligt pga. manglen på folk til at passe dyrene. Resultatet blev, at mælkeproduktionen svandt ind til under 25 % af niveauet i fredstid. I efteråret 1916 blev ernæringssituationen kritisk, da kartoffelhøsten slog fejl. Netop denne afgrøde var svær at erstatte som fødemiddel, og vinteren 1916-17 blev derfor særligt husket pga. fødevaremanglen. Den blev desuden døbt ’kålrabivinteren’, da man måtte ty til at spise kålroer, som normalt kun blev brugt som kreaturfoder. Sønderjyske bønder måtte fra 1917 også affinde sig med tvangsaflevering af alt, hvad de producerede, da det nu kun var tilladt at beholde levnedsmidler til eget forbrug. For at kontrollere, at der eksempelvis ikke blev bagt brød eller slagtet i smug, blev lokale gendarmer sat til at inspicere de enkelte gårde, og myndighedernes kontrol blev i krigens løb mere og mere omfattende.

I de sidste krigsår var det med rationeringsmærker kun muligt at skaffe sig fødevarer, der indeholdt ca. 1.000 kalorier pr. dag, hvilket var en tredjedel af hvad en person med fysisk arbejde havde brug for. Resten måtte undværes eller skaffes på ulovlig vis, fx gennem sortsbørshandel eller bestikkelse. Dette krævede dog flere penge end hvad almindelige arbejderfamilier havde til rådighed, og de fattigste kom tæt på sultegrænsen. Ernæringsforholdene førte fra årsskiftet 1917/1918 til protester i de sønderjyske købstæder. Mest kendt er en kvindelig hungerdemonstration i Haderslev den 2. januar 1918, hvor op mod 400 kvinder demonstrerede foran byens rådhus.

Ved krigens slutning var befolkningen i Sønderjylland nedslidt og delvis udsultet. Fødevaremanglen medvirkede desuden til at nedbryde modstandskraften over for smitsomme sygdomme, hvilket stod klart fra sommeren 1918, hvor influenzaepidemien ’den spanske syge’ begyndte at hærge hele Europa. Det vides ikke, hvor mange liv sygdommen krævede i Sønderjylland, men tallet har været betydeligt. I Danmark kostede sygdommen ca. 12-14.000 døde, og på verdensplan estimeres tallet til at være mellem 20-40 mio. døde.

Krigen drænede ikke blot hjemmefronten for fødevarer. Eksempelvis blev der efterhånden også stor mangel på alle former for metaller i Tyskland. I 1917 så myndighederne sig derfor nødsaget til at omsmelte alle undværlige kirkeklokker, og fra Sønderjylland blev i alt 46 klokker taget ned og indleveret. Hjemmefronten blev også udsat for en omfattende krigspropaganda, som bl.a. opfordrede befolkningen til at tegne krigslån eller aflevere metalgenstande til brug i krigsindustrien.

Manglen på resurser og den stigende kontrol med fødevarerne gav sig udslag i udbredt korruption og snyderi. Sortbørshandel, smugleri og bestikkelse af embeds- eller tjenestemænd, som også var påvirkede af mangelsituationen, blev en del af hverdagen og betragtet som et nødvendigt fænomen. Disse forhold påvirkede befolkningens tillid til myndighederne, som blev yderligere svækket af den vilkårlighed, der i nogle tilfælde gjorde sig gældende ved pligtafleveringen. Det blev en spiral, som med tiden ændrede grundlæggende værdier i samfundet. Den skepsis, mange sønderjyder følte over for myndighederne før krigen pga. den nationale spænding i landsdelen, udviklede sig i løbet af krigen til en manglende autoritetstro og i nogle tilfælde decideret foragt.

Krigen ramte imidlertid ikke kun voksenbefolkningen. Store børn fik byrder og ansvar i en meget ung alder, og der blev i det hele taget pålagt børnene større og andre opgaver end i fredstid. Skoleundervisningen blev også påvirket, da mange lærere var indkaldt til hæren. Nogle skoler blev i perioder lukket, indtil der kunne ansættes vikarer. Herudover led undervisningen tillige under et stort indhug i antallet af skoledage. Det skete dels pga. skolemyndighedernes indførelse af sejrsfester og fridage for skolebørn i forbindelse med de mange tyske sejre på slagmarken i krigens første år, dels som følge af myndighedernes inddragelse af eleverne til arbejdstjeneste af forskellig art i de sidste krigsår. Det kunne fx være i det omfattende arbejde med indsamling af erstatningsmaterialer, såsom brændenælder til tøjproduktion eller bladene fra løvtræer til kreaturfoder.

Sønderjylland var i krigens umiddelbare kølvand præget af arbejdsløshed. Der var mangel på næsten alt, og der herskede stor usikkerhed om fremtiden. Denne tid var også præget af en vis lovløshed. I forbindelse med krigens afslutning i 1918 opstod der revolutionslignede tilstande i Tyskland, og hverken militære eller civile myndigheder kunne længere udøve nogen autoritet. Sådanne opløsningstendenser var dog kun kortvarige – sandsynligvis afhjulpet af fødevaremanglens ophør i løbet af 1920.

Krigen havde til gengæld også positive eftervirkninger, hvoraf kan nævnes en større grad af demokratisering i Tyskland, som også fik indvirkning på det kommunale styre i Sønderjylland. Her fik samfundsgrupper, især arbejdere og mindrebemidlede, der hidtil havde været holdt uden for, fremadrettet mere politisk indflydelse, ligesom også kvindelig (tysk) valgret blev indført i 1919.

Ikke desto mindre var det et økonomisk udtømt Sønderjylland, som blev en del Danmark ved Genforeningen i 1920. Nedslidningen af det sønderjyske produktionsapparat blev først overvundet i løbet af 1920’erne gennem betydelige investeringer, især inden for landbruget. Rent menneskeligt havde krigen også store omkostninger. Af de ca. 35.000 krigsdeltagere fra det nuværende Sønderjylland vendte omtrent 4.000 hjem som krigsinvalider, og mindst 5.300 mænd mistede livet ved fronterne. De efterlod sig ca. 1.500 enker og ca. 5.000 faderløse børn. Hertil kom de mentale skader. Krigen havde givet langt de fleste veteraner ar på sjælen, ligesom mange pårørende til de faldne resten af deres liv var mærket af savnet samt den uvished og frygt, krigen havde bragt med sig.

Omstillingen til et civilt samfund skete forholdsvis hurtigt i Sønderjylland, men krigens spor på krop og sjæl var mærkbare i befolkningen gennem en hel generation. De sidste års underernæring havde især ramt børnene, og langtidsvirkningerne afspejlede sig i den danske hærs sessioner i slutningen af 1920’erne. Her var gennemsnitshøjden for de værnepligtige i Sønderjylland lavere end i resten af Danmark.

• 1. verdenskrig og Danmark 1914-1918
• Arbejderbevægelsen i Sønderjylland
• Aviser i Sønderjylland ca. 1788-2015
• Fattigvæsen i Sønderjylland, ca. 1700-1933
• Militærvæsen i Sønderjylland, ca. 1600-
• Arrestationerne af dansksindede nordslesvigere, august 1914
• Det danske mindretal i Sydslesvig 1920-
• Dansk Kvindesamfund 1871-
• Kvindeligt Arbejderforbund i Danmark, 1901-2005
• Kvindelig valgret 1849-1915
• Danske flyveblade under afstemningskampen i Nord- og Mellemslesvig, 1920
• Den spanske syge 1918-1920

• Beretning fra Dansk Kvindesamfunds Fællesmøde i Odense, 19.-20. juni 1915
• Danmarks Riges Grundlov af 5. juni 1915
• Aabenraa-resolutionen, 17. november 1918
• Vibeke Salicath: "Kvinderne og Folkeafstemningen", 1916
• Arbejdsløshedskasseloven, 9. april 1907
• Digt af Henrik Pontoppidan: Det lyder som et eventyr, et sagn fra gamle dage, 25. december 1918
• Statsminister Nyrup Rasmussens tale ved Genforeningsjubilæet, 11. juli 1995
• Beretning om den spanske syges optræden blandt de statsanerkendte sygekassers medlemmer, 1918-1919

• Adriansen, Inge: ”Hjemmefronten – træk af hverdagslivet”, i Adriansen og Schultz Hansen (red.) Sønderjyderne og Den Store Krig 1914-1918, Museum Sønderjylland og Historisk Samfund for Sønderjylland (2006) s. 143-176.
• Adriansen, Inge og Henrik Fangel: ”Krigens hverdag 1914-18”, Aabenraa (1984).