Torino

Torino er det næstvigtigste industricentrum i landet (efter Milano) med mekanisk industri (biler, jernbanemateriel, finmekanik mv.), fremstilling af elektroteknik, tekstiler, fødevarer, glas og gummi samt kemisk industri.

Kernepunktet for byens udvikling har været bilindustri siden stiftelsen af Fiat i 1899. Udviklingen i 1900-tallet fulgte således branchens fremgang i 1950'erne til 1970'erne med kaotiske anlæg af industriforstæder (Mirafiori, Falchera, Le Vallette, Parella) til hundredtusinder af tilflyttere, mens 1990'ernes økonomiske krise medførte opdeling og udflytning af industri, arbejdsløshed, sociale problemer samt fraflytning. På grund af den kraftige decentralisering og flytning af produktionen uden for byen og regionen er bybefolkningen faldet med 25% siden 1971, og byens erhvervsstruktur har søgt nye veje inden for service, forskning og uddannelse.

Et regionalt netværk, Tecnocity, er blevet etableret og omfatter offentlige institutioner, finansverdenen, erhvervslivet og højere læreanstalter. Desuden er byen ved at etablere sig som europæisk pol inden for forskning, økonomi og teknologi med flere internationale institutter.

I den nordlige del af Torino skal en ny bydel, Eurotorino, tiltrække nye teknologiske virksomheder og serviceaktiviteter fra hele landet og udlandet. Den gamle Fiatfabrik Lingotto er blevet centrum for udstillinger og koordinering af uddannelse og forskning.

I domkirken San Giovanni Battista fra slutningen af 1400-tallet findes Guarino Guarinis Cappella della Sacra Sindone (1667-1690) med det berømte relikvie ligklædet i Torino. Guarini tegnede tillige kirken San Lorenzo (1668-1687) og Palazzo Carignano (1679), der nu er museum. Palazzo Reale (1646) af Amadeo di Castellamonte rummer i dag tøjhusmuseum og bibliotek. Filippo Juvarra ombyggede 1718 Palazzo Madama, der huser Museo d'Arte Antica, og opførte jagtslottet Stupinigi (1729-1733) og kirken La Superga (1717-1731) uden for byen. Der findes tillige to museer for moderne kunst samt et arkæologisk museum, Museo Egizio, der huser en af verdens største egyptiske samlinger.

Torino var oprindelig den liguriske stamme taurinernes hovedby. I tidlig kejsertid grundlagdes en romersk koloni, Augusta Taurinorum, på Pos venstre bred. Byen blev ødelagt under borgerkrigene i 69 e.v.t., men hurtigt genopbygget. Gennem hele oldtiden var den et vigtigt trafikknudepunkt.

Torino, der blev bispesæde ca. 415, indlemmedes i 500-tallet i longobardernes rige og senere i frankernes. Fra 1000-tallet kom byen under stadig tættere kontrol af greven af Savoyen, hvis herredømme anerkendtes i 1280. Torino fik universitet i 1404 og blev ærkesæde i 1510. Under den fransk-habsburgske strid i 1500-tallets første halvdel var Torino i lange perioder besat af franske styrker, men blev i 1563 hovedstad i hertugdømmet Savoyen og snart en betydelig residensby; helt frem til begyndelsen af 1800-tallet var byen dog flere gange under fransk besættelse.

Torino blev i 1720 den naturlige hovedstad i det nyoprettede kongerige Sardinien; i 1800-tallet var byen centrum for Risorgimento-bevægelsen, og i årene 1861-1865 var den hovedstad i det forenede kongerige Italien. Under 2. Verdenskrig blev Torino stærkt bombeskadet.

Torino var værtsby for vinter-OL 2006 og kunne ved den lejlighed åbne den første linje af et metrosystem, der forbinder byen med forstaden Collegno.

• Augusta Taurinorum