Kirsten Marie Lomborg

Vendelboen Kirsten Marie Lomborg, der var fjerde barn i en flok på otte, blev kendt som Skov-Kirsten. I familien var det skik, at medlemmerne satte Skov foran fornavnet på grund af morfaderens status som skovfoged. På grund af en skadet arm var Kirsten Marie Lomborg efter endt skolegang beskæftiget med vævning i hjemmet på den store gård Tranget. Påvirket af tidens religiøse vækkelse efter religionsfrihedens sikring med Grundloven 1849 følte hun sig tiltrukket af hjemegnens sekter, bl.a. mormonerne. Men hun kunne ikke forsone sig med, at disse “sidste dages hellige” afviste barnedåben. Efter en åbenbaring gik hun nu til modangreb som lægprædikant, overbevist om, at det var Guds vilje, hun forkyndte, når hun lagde vægt på dåbspagten som menneskers frelservej. Da hun første gang talte for en gudelig forsamling i 1851, var det en overskridelse af den nytestamentlige norm, at kvinder skal tie i forsamlinger, og en indirekte udfordring af præsters forkyndelsesmonopol. Kirsten Marie Lomborg prædikede først i sit hjemsogn, siden i omkringliggende sogne, og hun kom efterhånden i kontakt med vakte kredse på Mors og i Thy. Den grundtvigske biskop i Ålborg P.C. Kierkegaard forsvarede hendes ret til at forkynde, selvom præsterne i hans stift havde klaget over hende.

I 1857 mødte Kirsten Marie Lomborg lægprædikanten Peter Larsen, der havde sympati for hendes virksomhed. Mødet overbeviste hende om, at hun inden for den flerstrengede vækkelsesbevægelse lå den grundtvigske retning nærmest med dens sakramentale syn på dåbspagten som “et levende Ord af Vorherres egen Mund”. Hun fik opbygget et personligt netværk og samarbejde med hjemegnens første grundtvigske teologer, bl.a. P.K. Algreen, der fik embede i Vendsyssel. I de tidlige 1860’ere indstillede Kirsten Marie Lomborg sin deltagelse i gudelige forsamlinger for at udøve påvirkning gennem privatsamtale. 1862 var hun første gang i København, hvor hun kom i forbindelse med nøglepersoner i grundtvigianismens inderkreds. Året efter deltog hun i det første af en række grundtvigske såkaldte vennemøder. Det banede vej for hendes møde med N.F.S. Grundtvig og hans tredje hustru Asta i deres “Gladhjem”. De to kvinder blev veninder, og Asta Grundtvig dækkede flere gange venindens rejseudgifter for at sikre hendes fremmøde ved vennemøder i København N.F.S. Grundtvigs introduktion af Kirsten Marie Lomborg for den fromme enkedronning Caroline Amalie betegnede også denne åndshøvdings accept af hendes rolle som vækkelsesprædikant. KLM kom i berøring med en række teologiske højskolepionerer. 1865 blev hun opfordret til at blive højskolelærerinde ved Galtrup Højskole for bl.a. at undervise unge piger i “Livet og Lyset”, men synes at have afvist forstander Anders Povlsen Dals indbydelse hertil. 40 år gammel blev hun Thisteds byfogeds anden hustru. Også ægtemanden var grundtvigsk og havde lægprædikanterfaring. Ved sit valg til Landstinget som Venstremand i 1878 var han allerede alvorligt sygdomsmærket. Hans død to år efter efterlod hende med tre børn og en overgang i dyb, indre krise.

Ved 100-året for hendes fødsel i 1927 rejstes ved Tårs Kirke en mindesten for Kirsten Marie Lomborg, en af den grundtvigske vækkelsesretnings mest kendte kvindelige forkyndere. Med sin religiøse entusiasme og enkle forkyndelse i gudelige forsamlinger og uden for selve de kirkelige rum var hun en kvindelig repræsentant for det lægfolk, der var jordens salt i tidens vækkelsesrøre. På hendes mindesten står skrevet: “Selv vakt ved Herrens Ord og Daab/ hun andre bragte Evighedens Haab.”