Leonora Christina

Omtrent samtidig trolovedes hun, kun ni år gammel, med Corfitz Ulfeldt, hvis fader var en af Christian 4.s politiske støtter. På grund af brudens unge alder fandt brylluppet først sted i 1636. For den lille pige var bruddet mellem forældrene en traumatisk oplevelse. Var moderen en droppet elskerinde eller ægteskabsbryderske? Leonora Christina fik et identitetsproblem, horeunge eller kongedatter?

Tvivlen om egen status gav sig udslag i et overdrevent behov for at understrege sin jævnbyrdighed med de fyrsteligt fødte. I sin franske selvbiografi, udgivet 1958, fortæller hun om fyrstelige barnekærester og fyrstelige bejlere. Men selvom Ulfeldt ikke var kongelig, gav han hende både oprejsning og prestige.

Ved halvbroderen, tronfølgeren prins Christians bryllup i København i 1634 blev hun introduceret i et internationalt miljø, hvor hendes kavaler og kommende ægtemand i kraft af dannelse, indsigt og sprogkundskaber allerede havde en etableret position. Med voldsom energi kæmpede Leonora Christina for at komme på niveau med Ulfeldt. Hun kastede sig over italiensk, fransk og latin og begyndte desuden at tegne, male og skrive digte.

Man kunne forvente, at ægteskabet mellem Leonora Christina og Ulfeldt som følge af begges uhæmmede sociale og individuelle ambitioner ville blive konfliktfyldt. Prestigejagten fik imidlertid ingen negativ effekt på samlivet, bandt dem tværtimod sammen. Til gengæld førte den gensidige beundring til arrogance og overlegenhedsfølelse i forhold til omgivelserne.

Som kongens svigersøn gjorde Ulfeldt politisk lynkarriere. I 1643 udnævntes han til rigshofmester, rigets højeste embede. Da der ikke var nogen dronning, blev Leonora Christina reelt hoffets førstedame. Hendes livs stjernestund var uden tvivl deltagelsen i Ulfeldts store ambassade til Nederlandene og Frankrig 1646-47, hvor hun blev modtaget af den franske enkedronning Anna af Østrig og opvartet af en intellektuel gigant som filosoffen R. Descartes.

I sin franske selvbiografi fremstiller Leonora Christina sig selv som Christian 4.s yndlingsdatter. I virkeligheden var fader og datter ofte på kollisionskurs som følge af hendes ubetingede støtte til moderen. Personlige identitetsproblemer og måske ønsket om at få sine egne børn anerkendt som legitime tronarvinger gjorde det vigtigt for hende at få forældrene til at genoptage samlivet. Det lykkedes imidlertid ikke.

Kongens død i 1648 udløste en magtkamp, som Ulfeldtparret tabte. Alligevel fremturede de med provokationer over for det nye kongepar Frederik 3. og Sophie Amalie. Den betændte atmosfære kom til udtryk, da en københavnsk societyluder Dina Vinhofvers anklagede Leonora Christina og Ulfeldt for at ville myrde kongen. Anklagen var rent opspind, en intrige sat i værk for at ramme Ulfeldt. Men selvom Vinhofvers blev dømt og henrettet for falsk vidnesbyrd, var situationen uholdbar.

Med en korruptionsanklage hængende over hovedet valgte Ulfeldt tilskyndet af Leonora Christina at flygte fra Danmark i 1651. 1652-54 opholdt parret sig ved dronning Christinas hof i Stockholm.

Det var år præget af frustrationer. Mens Ulfeldt hurtigt blev en af dronningens favoritter, følte Leonora Christina sig overset og tilsidesat. Godt selskab og venskab fik hun med familiens læge Otto Sperling, som hun slog tiden ihjel sammen med, bl.a. ved at læse latin. Samtidig syntes den revanche, begge ægtefæller så brændende ønskede, at fortone sig i det fjerne. Ulfeldt gjorde, hvad han kunne for at hidse Sverige op mod Danmark, men de storpolitiske konstellationer tvang den svenske regering til besindighed.

Efter dronning Christinas abdikation slog de sig ned i Pommern på godset Barth, som Ulfeldt havde fået i pant for et stort lån til dronningen.

Ægteparrets desperation kom til udtryk, da Leonora Christina i 1656 rejste til Danmark for at få en udsoning i stand. Resultatet blev en ydmygende udvisning. Forløbet beskrev hun med humor og dramatisk kraft i det lille skrift Rejsen til Korsør.

Året efter erklærede Danmark Sverige krig. Ulfeldt sluttede sig efter opfordring til den svenske hær, og Leonora Christina fulgte med. Freden i Roskilde 1658, hvor Danmark mistede Skåne, Halland og Blekinge, var en triumf. Hoveren og skadefryd lyser ud af et brev til Sperling. Leonora Christina koger over af begejstring. Halvbroderen Frederik 3. betegnes som den “danske” konge, mens Karl Gustav kaldes “vores” konge.

Efter fredsslutningen slog parret sig ned i Malmø. Utilfreds med ikke at blive skånsk generalguvernør strøede Ulfeldt om sig med kritiske udtalelser, hvad der i 1659 førte til anklagen for forræderi mod den svenske konge. Processen ved den svenske kommissionsdomstol var knapt kommet i gang, da han ramtes af et slagtilfælde. Leonora Christina overtog hans forsvar. Som kvinde kunne hun ikke selv møde i retten. I stedet udarbejdede hun en række skriftlige indlæg, der blev læst op. Forsvaret var blændende, og hun komplimenteredes endog af anklageren, der fandt, at hun hverken manglede “forstand eller diskretion”. Hendes juridiske og dialektiske spidsfindigheder nyttede dog ikke. Ulfeldt blev kendt skyldig, uden at der blev fastsat nogen straf, mens Leonora Christina blev erklæret i den svenske konges unåde. Dommen blev ikke forkyndt for dem.

Usikkerhed og ildevarslende rygter om deres fremtidige skæbne fik i 1660 Leonora Christina til at arrangere et vellykket flugtforsøg fra deres gård i Malmø, hvor de blev holdt i arrest.

Mærkeligt nok søgte de til København, og Ulfeldt bad Frederik 3. om nåde. Den uforklarlige handling, som Leonora Christina senere fraskrev sig ansvaret for, førte til arrestation og et nyt, langt hårdere fangenskab, denne gang på Hammershus, som hun i et digt betegner som “Jammershus”.

Hverken fysisk eller psykisk var Ulfeldt restitueret efter slagtilfældet. Alligevel organiserede Leonora Christina en ny flugt. Utroligt nok lykkedes det hende at få bugseret sin syge ægtemand ned fra toppen af Manteltårnet og over ringmuren, inden de blev fanget. Derefter blev de isoleret fra hinanden i jernbeslåede celler.

Uden retssag blev de holdt indespærret til december 1661. For at komme fri måtte de underskrive flere ydmygende erklæringer, hvor de gav afkald på deres formue som kompensation for den uret, Ulfeldt havde tilføjet kongen. Som bolig fik de anvist Ellensborg, nu Holckenhavn, uden for Nyborg.

Ulfeldt, der på omgivelserne gjorde indtryk af at være mentalt i opløsning, fik i 1662 tilladelse til en kurrejse til udlandet. Leonora Christina fulgte med. På rejsen diverterede han udenlandske statsmænd og fyrster med forskellige politiske og militære projekter rettet mod Frederik 3.

Situationen tilspidsedes, da deres søn Christian i efteråret 1662 på åben gade i Brügge myrdede Adolph Fuchs, forældrenes plageånd på Hammershus. Mordet og oplysningerne om Ulfeldts konspirationer opskræmte den danske regering, der sendte agenter ud for at fange ham, mens Højesteret dømte ham til døden for højforræderi. Da de europæiske fyrster viste sig solidariske med Frederik 3., var parret på stadig flugt.

Dumdristigt opsøgte Leonora Christina i 1663 den engelske konge Karl 2. for at indkræve et gammelt lån. Hun blev lokket i en fælde og pågrebet af danske agenter, ført til København og indsat i Blåtårn.

Med hende som gidsel håbede regeringen at få fat i Ulfeldt, men efter dennes ynkelige død i en åben båd på Rhinen i 1664, blev hun reelt dronningens personlige fange. Uden nogensinde at komme for retten holdtes hun indespærret i 22 år. En ringe trøst var det, at Sperling sad fanget på en anden etage i tårnet. Kun en spinkel kontakt forenede dem, indtil han døde i 1681.

Først efter Sophie Amalies død 1685 blev Leonora Christina løsladt. Sine sidste år boede hun på Maribo Kloster, hvor hun fra 1688 havde selskab af datteren Anne Cathrine.

Sin dramatiske skæbne har Leonora Christina beskrevet dels i en fransk selvbiografi, dels i Jammersminde, udgivet 1869, der på dansk skildrer tilfangetagelsen og fangenskabet i Blåtårn. Begge skrifter er udarbejdet i fængslet, efter at hun som en direkte følge af tronskiftet i 1670 havde fået bedre vilkår. Jammersminde arbejdede hun dog fortsat med efter løsladelsen.

De to skrifter er yderst forskellige. Selvbiografien er et typisk forsvarsskrift, tendentiøst og fuldt af fordrejninger. Fordommene er de samme som i Ulfeldts skrifter, alt er sort og hvidt. Den blev oversat til latin og findes bevaret i flere afskrifter. Det var den og ikke Jammersminde, der var kendt og citeret i nekrologer over hende og i de følgende århundreders omtale.

• Mal. fra ca. 1643 af Karel van Mander i Fr.borgmus. Mal. fra 1647 af Gerrit Honthorst samme sted Selvportræt fra ca. 1690 samme sted
• Elisabeth Møller Jensen (red.): Nordisk kvindelitteraturhistorie, 1993-98. Steffen Heiberg: Enhjørningen Corfitz Ulfeldt, 1993. Bodil Wamberg: Leonora Christina, 1990. Anne-Marie Mai (red.): Leonora Christina, 1983. S. Birket Smith: Leonora Christina, 1879-81.
• Privatarkiv fælles med ægtefællen i Rigsarkivet, i Kongehusets arkiv samme sted

• Leonora Christina

KVINFO erhvervede de digitale ikke-kommercielle rettigheder til Dansk Kvindebiografisk Leksikon i 2001 og stillede værket til rådighed for offentligheden i en gratis online-udgave, hvor læserne fik mulighed for at søge på kryds og tværs i leksikonet.

Siden oktober 2022 har den digitale udgave været videreført på lex.dk, hvor man ved søgning tillige får resultater fra de øvrige værker på platformen. På lex.dk er mange af biografierne også blevet forsynet med fotos og illustrationer.