Philippa var den yngste datter i faderens første ægteskab og synes opkaldt efter oldemoderen, Edward 3.s dronning Philippa. Henry 4. foreslog i 1401 de nordiske riger et dobbeltægteskab mellem den unge unionskonge Erik af Pommern og Philippa samt mellem hans ældste søn, prins Henry af Wales, og Eriks søster Katharina. Hensigten var en dynastisk forbindelse kombineret med en tronfølgeaftale. Forhandlingerne trak i langdrag, bl.a. fordi man fra nordisk side ikke kunne gå ind på de dynastiske krav, som blev opstillet af de engelske statsretskyndige. Dronning Margrete 1. var desuden imod den alliance, som Henry 4. ønskede, der skulle være mellem de nordiske riger og England. Ægteskabet mellem prinsen af Wales og Katharina blev opgivet, hvorimod kong Eriks frieri til Philippa gennemførtes. Den endelige giftermålsaftale kom i stand, og ved udgangen af 1405 proklameredes Philippa i England som dronning over de tre nordiske riger. I det følgende år blev hun med rigt udstyr ført til Danmark.Brylluppet fandt sted i Lund det følgende efterår. Philippa var da blot 12 år gammel, og der vides kun lidt om hendes første tid i Norden. Da ægteskabet med kong Erik forblev barnløst, søgte kongen fra omkring 1416-17 at sikre unionsrigerne en tronfølger. Som nærmeste arvtager udpegede han fætteren, hertug Bugislav 9. af Pommern-Stolp, der ifølge de norske arveregler fra 1388-89 var nærmeste arving til Norge. I 1420 blev der mellem Philippa og kongen truffet en ny ordning om de dele af rigerne, der skulle tilfalde hende som enke. I stedet for som tidligere at have len i alle tre riger, fik Philippa nu hele sit enkegods i Sverige. Kong Erik opholdt sig 1423-25 udenlands, og Philippa fik regeringsmyndigheden overdraget. Hun styrede myndigt og klogt; bl.a. indgik hun en møntunion med Hansestæderne for at bringe bedre orden i det danske møntvæsen. I 1426 opholdt hun sig i Sverige for at sikre militær hjælp til krigen mod de holstenske grever og var i disse år i kraft af en smidig politik dette riges egentlige regent. Endnu sidst i 1429 var hun i Danmark, men rejste atter til Sverige. Her døde hun i januar 1430 i Vadstena Kloster, tilsyneladende ganske pludselig.Philippa havde ofte besøgt Vadstena og tildelt birgittinerne rige gaver. Hun mindedes oprigtigt for sin fromhed og som en af Birgittinerordenens trofaste beskytterinder. Kong Erik indstiftede til hendes minde i Vadstena og i flere domkirker en storslået “evig” psalterlæsning. Philippa synes at have besiddet egenskaber, som ægtefællen savnede, nemlig mildhed og hensynsfuldhed. Hendes død betød et stort tab for kongen, som ikke siden indgik nyt ægteskab.
Det sker
Lars Findsen
Lars Findsen er netop blevet tilkendt en erstatning på 20.000 kroner for, at PET i 2022 delte oplysninger af privat karakter med partiledere i Folketinget. Byretten fandt, at PET's briefing var "unødigt krænkende". Anklagemyndigheden vil anke dommen.
Novo Nordisk
Novo Nordisk har fremlagt regnskab, hvor virksomheden igen nedjusterer salgsforventningerne. Samtidig melder virksomheden, at den store fyringsrunde på 5000 medarbejdere i Danmark er afsluttet.
Zohran Mamdani
Zohran Mamdani er valgt til ny borgmester i New York City fra 1. januar 2026. Mamdani tilhører den progressive fløj i Det Demokratiske Parti, og det overordnede fokus for hans valgkampagne var at gøre byen mere tilgængelig for folk med middel- eller lavere indkomst.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.