Udlændingeservice, indtil 2006 Udlændingestyrelsen, styrelse, der står for administration af udlændingelovgivningen, heriblandt førsteinstansbehandlingen af asyl- og visumsager samt sager vedr. familiesammenføring og opholds- og arbejdstilladelse.
Styrelsen afløste i 1993 Direktoratet for Udlændinge, og styrelsens opgaver blev samtidig overført fra Justitsministeriet til Indenrigsministeriet. Ved regeringen Anders Fogh Rasmussens tiltræden i 2001 blev styrelsen flyttet til det nyoprettede Ministerium for Flygtninge, Indvandrere og Integration. Uregelmæssigheder i styrelsens forvaltning, som kom for dagen 2005-06, medførte, at styrelsen ændrede navn og blev omorganiseret.
Ministeriet for Flygtninge, Indvandrere og Integration behandlede selv sager vedrørende såkaldt humanitær opholdstilladelse. Tillige var Udlændingeservice ansvarlig for opgaven med at indkvartere asylansøgere.
Ved regeringen Helle Thorning-Schmidts tiltræden i oktober 2011 blev Ministeriet for Flygtninge, Indvandrere og Integration nedlagt, og dets opgaver blev overflyttet til andre ministerier, herunder ressortansvaret for sager vedrørende udlændingeområdet vedrørende asyl, humanitær opholdstilladelse, familiesammenføring, EU og indfødsret samt visum, der blev overtaget af Justitsministeriet. Se også udlændingelovgivning.