Artiklen

Alle ændringer

VM i fodbold for mænd

Vers. 29
Denne version blev publiceret af Jørgen Nørby Jensen 13. maj 2024. Artiklen blev ændret 23 tegn fra forrige version.

Verdensmesterskabet i fodbold for mænd er en international fodboldturnering, som arrangeres af det internationale fodboldforbund FIFA.

Det er den vigtigste turnering i international herrefodbold og en af de største mediebegivenheder i sportens verden. Turneringen har været afholdt hvert fjerde år siden 1930, bortset fra i 1942 og 1946 som følge af 2. Verdenskrig. Brasilien har vundet turneringen fem gange, mens Italien og Tyskland har fire sejre hver. Det danske landshold har kvalificeret sig til VM seks gange.

Det 22. verdensmesterskab fandt sted i Qatar fra 20. november til 18. december 2022. Ved mesterskabet deltog i alt 32 nationer, heriblandt Danmark. Argentina vandt VM-finalen over Frankrig efter forlænget spilletid og straffesparkskonkurrence.

Siden 1998 har der været 32 nationer med ved VM. Værtsnationen er automatisk kvalificeret, mens de resterende lande findes gennem kvalifikationsturneringer arrangeret af de seks kontinentale fodboldføderationer inden for FIFA. Der er flest hold med fra Europa. Indtil 2002 var de forsvarende verdensmestre automatisk med i det efterfølgende VM, men denne regel blev afskaffet i 2006.

I selve slutrunden spiller de 32 kvalificerede hold fra hele verden om verdensmesterskabet. Landene er inddelt i otte grupper med fire hold i hver. En sejr giver 3 point, en uafgjort 1 point og et nederlag 0 point. De to bedste hold fra hver gruppe (i alt 16 hold) går videre til ottendedelsfinalerne, og herefter spilles der efter cup-princippet. De otte vindere af ottendedelsfinalerne går videre til kvartfinalerne, og vinderne af kvartfinalerne kvalificerer sig til semifinalerne. De to vindere af semifinalerne spiller finale om verdensmesterskabet, mens de to tabere mødes i en kamp om tredjepladsen (”bronzefinalen”). Hvis en kamp ender uafgjort, spilles der 2 gange 15 minutters forlænget spilletid, og ender den forlængede spilletid også uafgjort, skal kampen afgøres ved straffesparkskonkurrence.

Blandt initiativtagerne til VM i fodbold var den daværende præsident for FIFA, franskmanden Jules Rimet (1873-1956), der ønskede et professionelt modstykke til amatørfodboldturneringen ved De Olympiske Lege.

Det første VM fandt sted i 1930 i Uruguay med deltagelse af blot 13 lande. Landene skulle ikke kvalificere sig, men blev inviteret til at deltage. Siden har der været afholdt kvalifikationsturneringer, og fra 1934 til 1978 var der 16 deltagere i slutrunden. I 1982 blev antallet udvidet til 24 og i 1998 til 32. Fra og med VM 2026 deltager i alt 48 hold i slutrunden.

Det danske landshold har deltaget i seks VM-slutrunder: i 1986, 1998, 2002, 2010, 2018 og 2022. Det bedste resultat er kvartfinalepladsen i 1998, hvor Danmark tabte til de senere sølvvindere fra Brasilien.

Med Sepp Piontek som træner kvalificerede det danske landshold sig i 1986 for første gang til en VM-slutrunde. I kvalifikationsturneringen blev Danmark nummer et i sin pulje og havde undervejs bl.a. besejret fodboldstormagten Sovjetunionen med 4-2 i Parken i København den 5. juni 1985.

Ved selve slutrunden var Danmark i gruppe med Skotland, Uruguay og Vesttyskland. Det blev til 3 sejre (1-0 over Skotland, 6-1 over Uruguay og 2-0 over Vesttyskland), hvorefter Danmark var klar til ottendedelsfinalen mod Spanien. Her kom Danmark foran 1-0, men endte med at tabe kampen 5-1. Preben Elkjær blev Danmarks topscorer ved turneringen med i alt fire mål, heraf tre mod Uruguay.

Danmark kvalificerede sig ikke til VM i 1990 og 1994, men var med igen i 1998 med Bo Johansson som træner. I de indledende kampe tabte Danmark 2-1 til de senere verdensmestre fra Frankrig, men gik videre via 1-0 over Saudi Arabien og 1-1 mod Sydafrika.

I ottendedelsfinalen fik Danmark for alvor gang i målscoringen, og det blev til en komfortabel 4-1-sejr over Nigeria. De danske mål blev scoret af Peter Møller (f. 1972), Brian Laudrup, Ebbe Sand og Thomas Helveg (f. 1971). I kvartfinalen mod Brasilien kom Danmark foran 1-0 efter blot to minutter på et mål af Martin Jørgensen. Brasilien fik dog hurtigt udlignet og kom også foran 2-1, inden Brian Laudrup med et spektakulært mål til 2-2 i begyndelsen af anden halvleg bragte fornyet spænding i kampen. Brasilien endte dog med at vinde 3-2. Kampen blev den sidste landskamp for både Michael og Brian Laudrup.

Med Morten Olsen som landstræner kvalificerede Danmark sig til VM i 2002. I de indledende kampe vandt Danmark 2-1 over Uruguay, spillede 1-1 mod Senegal og besejrede de regerende franske verdensmestre med 2-0. I ottendedelsfinalen kunne Danmark dog ikke stille meget op mod England, der let vandt 3-0. Jon Dahl Tomasson scorede 4 af Danmarks i alt 5 mål ved turneringen.

Efter at have misset VM i 2006 førte Morten Olsen Danmark til VM-slutrunden i 2010. I gruppespillet vandt Danmark 2-1 over Cameroun, men tabte 2-0 til Holland og 3-1 til Japan og måtte for første gang rejse hjem fra en VM-slutrunde allerede efter den indledende runde.

Det danske landshold var ikke med ved VM i 2014, men med Åge Hareide som træner kvalificerede holdet sig til VM i 2018 via to playoffkampe mod Irland. Uden at imponere gik Danmark videre fra gruppespillet med 1-0 over Peru, 1-1 mod Australien og 0-0 mod Frankrig.

I ottendedelsfinalen spillede Danmark lige op med de senere finalister fra Kroatien. Mathias ”Zanka” Jørgensen bragte Danmark foran 1-0 i første minut af kampen, men kort efter udlignede Kroatien til 1-1, som også blev resultatet i den ordinære spilletid. I den forlængede spilletid reddede Kasper Schmeichel et straffespark og yderligere to i den efterfølgende straffesparkskonkurrence, hvilket dog ikke var nok til, at Danmark kunne vinde kampen.

I kvalifikationsturneringen til VM i 2022 blev Danmark med træner Kasper Hjulmand i spidsen nummer et i sin pulje med 9 sejre i 10 kampe og en målscore på 30-3. Undervejs i turneringen vandt Danmark bl.a. 8-0 over Moldova og 5-0 over Israel.

Ved selve VM-slutrunden spillede Danmark 0-0 mod Tunesien, tabte 2-1 til Frankrig og 1-0 til Australien og måtte for første gang forlade en VM-turnering uden en eneste sejr.