Artiklen

Alle ændringer

Jeppe Aakjær

Vers. 1
Denne version blev publiceret af Gyldendals Onlineleksikon 5. februar 2009. Artiklen ændrede 2839 tegn.

Jeppe Aakjær, Jeppe Aakjærs datter Solvejg Bjerre fortæller, hvordan hendes far trampede takten og brummede, når han digtede. Og hvordan hendes far brugte hele sit liv og sit forfatterskab i kampen for de små i samfundet.

1866-1930, dansk forfatter. Jeppe Jensen, som var hans fødenavn, voksede op på en lille gård i landsbyen Åkær syd for Skive, men blev af lokale folk med interesse i andelsbevægelse og folkeoplysning hjulpet til højskoleophold og studieår i København. Her giftede han sig i 1893 med Marie Bregendahl hjemme fra sognet; hun underholdt ham økonomisk ved at slide med et pensionat indtil 1900, da de gik fra hinanden. I disse københavnerår blev Aakjær tiltrukket af de radikalt-sociale strømninger, og han debuterede, mens han endnu læste historie ved universitetet, med en polemisk pamflet mod Indre Mission og Vilh. Beck. Omkring 1900 udkom de første skønlitterære bøger, alle skrevet på det jyske stof. Efter novellebindet Vadmelsfolk (1900), der blev hans gennembrud, udsendte han 1903-04 det især dokumentarisk og bibliografisk vigtige værk St.St. Blichers Livs-Tragedie. Han var da allerede så småt begyndt at digte i jysk dialekt som sit store forbillede, men hans gennembrud som lyriker blev de to samlinger Fri Felt (1905) og Rugens Sange (1906), som op igennem århundredet udkom i bestandigt nye udvidede udgaver, så den i dag må betragtes som Aakjærs lyriske kanon; også via Højskolesangbogen blev digtene udbredt til melodier af bl.a. Carl Nielsen og Th. Aagaard. En helt særlig folkelig position har stadig hans jyske gendigtning (efter Robert Burns) "Skuld gammel Venskab rejn forgo". I "Jens Vejmand" (1905) fandt Aakjærs sociale indignation den kunstneriske form, som hans agitatoriske romaner savner; fx Vredens Børn (1904), som dog pga. sine skildringer af landtyendets usle forhold affødte en voldsom debat, der var med til at ændre lovgivningen på området. Dramatiker var Aakjær ikke, men hans skuespil Livet paa Hegnsgaard (1907) og Naar Bønder elsker (1911) var i en årrække fast repertoire ved forsamlingshusenes dilettantforestillinger.

Aakjær var en selvbevidst natur, ofte på kanten af det provokerende. Gården Jenle i Salling gjorde han til kulturelt samlingssted. Her kunne han ved de årlige folkemøder (1910-29) være det naturlige midtpunkt, en rolle, der ingenlunde var ham ukær. Jenle er nu offentligt tilgængelig med mindestuer og Aakjærcenter. Et indtryk af hans livs kampe og sejre får man i de fire erindringsbind med Fra min Bitte-Tid (1928) som det første. Om Aakjærs position i samtiden som hele Danmarks jyske sanger vidner den store tilstrømning til hans bisættelse i København, der havde Stauning som taler. Han urne nedsattes senere ved Jenle. I dag lever han især i en snes af Højskolesangbogens kernetekster, fx "Jeg er Havren" (1916).