Kakkel, kunststen af brændt ler, anvendt til opmuring af ovne. Middelalderens potteformede lertøjskakler, som kunne holde længe på varmen, blev efterhånden mindre dybe, nærmest skålformede.
Kaklerne fik ca. 1500 form af rektangulære glaserede plader, i begyndelsen halvcylindriske, senere mere flade med reliefdekoration af religiøse eller mytologiske motiver, kongelige eller andre personer, heraldiske våben m.m.
I 1700-t. blev de gerne fremstillet i fajance og dekoreret med forgyldte ornamenter, dyre-, blomster- eller figurmotiver.
Betegnelsen kakkel anvendes ofte — urigtigt — om fliser, der også kunne finde anvendelse til udsmykning af kakkelovne.