Danmarks Designskole, i København er en statsinstitution under Kulturministeriet. Skolen har sit udspring i Tegneskolen for Kvinder, oprettet i 1876, senere Tegne- og Kunstindustriskolen for Kvinder. Denne skole blev i 1967 sammenlagt med Kunsthåndværkerskolen under navnet Skolen for Brugskunst. Kunsthåndværkerskolen blev oprettet i 1930 under det Tekniske Selskabs Skoler til afløsning af undervisningen af kunsthåndværkere, der siden århundredskiftet var drevet i forbindelse med Kunstindustrimuseet. Skolen for Boligindretning blev i 1990 sammenlagt med Skolen for Brugskunst under navnet Danmarks Designskole.
Formålet med uddannelsen er at give den studerende faglig viden, metodisk færdighed og professionel kompetence i designfagets discipliner med henblik på beskæftigelse som designer herunder kunsthåndværker. Uddannelsen varer op til fem år med et todelt undervisningsforløb, der omfatter tekstil- og beklædningsdesign, keramik- og glasdesign, møbel- og rumdesign, industriel design samt production design, digital design og visuel kommunikationsdesign.
Danmarks Designskole fusionerede i 2010 med Glas- & Keramikskolen Bornholm, der fik navnet Danmarks Designskole, Bornholm. Fusionen i 2011 med Det Kongelige Danske Kunstakademis Arkitektskole og Konservatorskole førte til den nye institution Det Kongelige Danske Kunstakademis Skoler for Arkitektur, Design og Konservering.