Artiklen

Alle ændringer

fødselstang

Vers. 16
Denne version blev publiceret af Louise Naja Gedionsen 21. januar 2025. Artiklen blev ændret 69 tegn fra forrige version.

Fødselstang er en tang, der bruges ved fødsel og som er tilpasset barnets hoved.

Fødselstang er nu for det meste erstattet af sugekop (vakuumekstraktor), som er lettere at bruge og giver mindre risiko for rifter hos moderen.

Tangen består af to arme eller grene, hver med et håndtag, en buet ske tilpasset fosterhovedet, og en lås. Der findes mange varianter.

Tangen bruges, når barnets hoved er kommet helt ned i bunden af bækkenet, men moderen mangler kræfter til at skubbe det helt ud. Tangen bruges også til at hjælpe hovedet ud ved fødsel af barn i underkropsstilling (sædefødsel).

Alle fødselslæger skal kunne anlægge en tang og skal kunne anvende den, hvis barnets hoved ved en sædefødsel ikke følger med, når kroppen er født (fastsiddende, sidstkommende hoved).

Fødselstangen blev opfundet af den britiske fødselslæge Peter Chamberlen (1560-1631) i 1600-tallet. Den norske læge Christian Kielland (1871–1941) konstruerede en tang, der tidligere blev meget brugt. Det er Kiellands tang, der hovedsageligt anvendes i de få tilfælde, der anlægges tang i Danmark.