Artiklen

Alle ændringer

Philippe Aghion

Vers. 5
Denne version blev publiceret af Jacob Mollerup 13. oktober 2025. Artiklen blev ændret 252 tegn fra forrige version.

Philippe Aghion er en fransk økonom, som især er kendt for sit bidrag til den økonomiske vækstteori, hvor hans arbejder behandler betydningen af innovationer og deres baggrund. Philippe Aghion fik tildelt nobelprisen i økonomi i 2025.

Aghion fik sin grunduddannelse i matematik ved ENS Cachan, efterfulgt af studier ved Paris I under Sorbonne i matematisk økonomi. Han fik en ph.d. i økonomi fra Harvard University i 1987. Efterfølgende var han professor i økonomi ved Harvard University i perioden 2002-2015, og siden 2015 ved London School of Economics (LSE)

Aghions forskning lå i starten overvejende inden for kontraktteori og finansiering, men skiftede fra begyndelsen af 1990'erne til endogen vækst, som undersøger hvorledes økonomisk udvikling er knyttet til aktiviteter, økonomiske såvel som ikke-økonomiske, i det pågældende samfund.

Af særlig betydning var videreudviklingen - sammmen med Peter Howitt - af teorien om kreativ destruktion, der oprindeligt blev introduceret af Joseph Schumpeter.

Ved at forbinde teori og empiri blev det muligt at studere sammenhængen mellem innovationer og strukturer i samfundet med henblik på, hvordan der kan tilrettelægges en økonomiske politik, der fremmer væksten. Her bliver virksomhedsstrukturen, muligheden for at gennemføre forandringer såvel som det generelle uddannelsesniveau faktorer af central betydning.