Indianere, (via ty. fra sp. indiano 'indisk, inder'), folk, som sammen med inuit og aleuter udgør den oprindelige befolkning i Nord-, Syd- og Mellemamerika og på De Caribiske Øer.
Da Columbus i 1492 krydsede Atlanterhavet og nåede Caribien, troede han fejlagtigt, at han var kommet til Indien. På baggrund af den misforståelse har indianer lige siden været brugt om den nye verdens oprindelige befolkninger.
Betegnelsen indianer bruges i dag i en videre betydning end blot at henvise til fysisk afstamning og fænotypiske karakteristika. Både kultur, sprog og identitetsopfattelse lægges til grund for definitionen af, hvem der er indianer.
Tidligere antropologiske studier af indianere begrænsede sig ofte til enkelte lokalsamfund, og indiansk kultur og identitet blev sat i direkte forbindelse med tiden før mødet med europæerne. Selvom den langvarige isolation fra resten af verden har betydet, at udviklingen på de amerikanske kontinenter på mange måder har haft sit eget forløb, er moderne indiansk kultur og identitet imidlertid på godt og ondt et resultat af mødet med europæerne.
Ordet indianer er forskelligt ladet, alt efter hvor i den amerikanske verden man er. I Latinamerika har indio således en negativ og nedladende klang, og den indianske befolkning kaldes i stedet ofte campesinos 'landboere' eller indígenas 'oprindelige'. I det meste af det engelsksprogede Nordamerika kan indian være forbundet med såvel negative som positive værdier.
Indvandringen fra Asien
De indianske folk menes at være indvandret fra Asien, men der er stor uenighed om hvornår. Indtil 1950'erne mente man, at den første indvandring fandt sted omkring 15.000 f.Kr., mod slutningen af den sidste istid. Arkæologiske fund har imidlertid skubbet tidshorisonten længere og længere tilbage, og nye sproglige analyser peger i samme retning. Enkelte forskere mener, at indvandringen kan være sket for mere end 70.000 år siden; i 1990'erne mener dog de fleste, at den første indvandring er sket for mellem 35.000 og 15.000 år siden, og at indvandringen er sket i flere omgange. Genetiske undersøgelser tyder på, at indvandringerne har omfattet relativt få familier, som så har dannet basis for den indianske befolknings udvikling i den nye verden. Såfremt der har været tale om indvandringer i flere omgange, er inuit formentlig de senest tilkomne, dvs. indvandret så sent som for 10.500 år siden. Deres genetiske struktur adskiller sig fra indianernes og ligger tættere på den, man finder blandt folkene i det nordøstlige Asien.
En voldsom befolkningsnedgang fulgte med europæernes opdagelse af Amerika. Den indfødte befolkning blev ramt af den formodentlig største demografiske katastrofe i verdenshistorien og reduceredes formentlig med 80-90%. Den væsentligste årsag var epidemier, der skyldtes europæiske sygdomme som mæslinger, skoldkopper, kighoste og kolera, som ikke før havde været kendt i den nye verden, og som indianerne derfor ikke havde udviklet resistens overfor. Overgreb, folkemord, krig og socialt kaos, som fulgte med koloniseringen, bidrog yderligere til affolkningen. Den indianske befolkning på øerne i Caribien blev stort set udryddet (se også Caribien (folkeslag)). Siden er udviklingen vendt mange steder, og en fornyet tilvækst i de indianske befolkninger finder sted.