Hamar er en norsk by på østsiden af Mjøsa med 30.565 indbyggere. (2011). Byen voksede i 1900-tallet i forbindelse med industriudvikling baseret på råvarer fra land- og skovbrug og som jernbaneknudepunkt nord for Oslo. Nu er Hamar først og fremmest handels-, service- og administrationscenter for Innlandet fylke.
Idræt udgør traditionelt en vigtig del af byens liv, og under vinter-OL 1994 i det nærliggende Lillehammer afholdtes skøjtekonkurrencerne i Hamars nybyggede Vikingeskibet, en hal, der er bygget som en omvendt båd.
Hamar blev grundlagt i midten af 1000-tallet af Harald 3. Hårderåde og blev i 1152 bispesæde med tilhørende domkirke fra første halvdel af 1300-tallet. Bispesædet nedlagdes i 1537, og i 1567 nedbrændte byen og den gamle domkirke under Den Nordiske Syvårskrig. I 1849 blev Hamar nyanlagt og i 1864 på ny bispesæde. Samme år åbnedes Norges første folkehøjskole her, og i 1866 blev byens nye domkirke indviet. Snart efter blev Hamar en betydelig industriby.