Augustus Saint-Gaudens var en irsk-amerikansk billedhugger. Saint-Gaudens var en af 1800-tallets vigtigste billedhuggere inden for amerikansk kunst. Efter uddannelse på bl.a. Cooper Union og National Academy of Design i New York opholdt han sig i Rom i årene 1867-1870 og i Paris i 1871-1874.
Hans produktion af skulpturer er omfattende og alsidig. Hans betydning er dog størst inden for mindesmærker, der motivisk kredser omkring den amerikanske historie og hovedpersoner i denne, gerne med tilknytning til Den Amerikanske Borgerkrig.