ADHD

Vanskeligheder med at fastholde en stabil opmærksomhed kan fx vise sig som:

• Besvær med at koncentrere sig (kan svinge mellem over- og underfokus)
• Undgår eller har meget svært ved at indgå i kedelige opgaver eller aktiviteter
• Let afledelighed
• Svært ved at planlægge og færdiggøre en opgave eller aktivitet
• Glemsomhed
• Mister ofte sine ting

Vanskelighederne er særligt til stede, når aktiviteten eller relationen ikke er stærkt motiverende.

Vanskeligheder med aktivitetsniveauet handler om enten for meget (hyper-) eller for lidt (hypo-) aktivitet i forhold til situationen. Vanskelighederne kan fx komme til udtryk i form af:

Hyperaktivitet (overaktivitet):

• Fysisk uro
• Svært ved at sidde stille og finde ro
• Rastløshed, indre uro og tankemylder
• Er ofte støjende (snak/ lyde/ støjende bevægelser)

Hypoaktivitet (mangel på aktivitet):

• Manglende initiativ
• Opgivende adfærd
• Tendens til at falde hen i egne tanker eller dagdrømmeri

Vanskeligheder med impulsivitet indebærer, at man ofte er lyststyret og opfører sig så spontant, at man ikke altid når at tænke sig om, før man taler eller handler. Udfordringer kan handle om fx:

• Besvær med at vente på tur
• Besvær med at behovsudsætte
• Tendens til at afbryde eller forstyrre
• Svarer før spørgsmålet er færdigt
• Tendens til at tale for meget og komme til at sige ting uden situationsfornemmelse

Viden om diagnosen kaldes også psykoedukation (viden om den psykiske tilstand). Det er vigtigt at få viden om sin diagnose, så man både forstår sig selv bedre, og så man kan indrette sit liv ud fra den diagnose, man lever med.

Børn, unge og forældre får ofte tilbudt psykoedukation, hvis diagnosen stilles i det offentlige i børne- og ungdomspsykiatri. En del får det også efterfølgende via kommunale tilbud.

Nogle voksne får det også tilbudt i psykiatrien, når de bliver udredt. Nogle får tilbud via deres kommune, men mange er nødt til selv at opsøge og betale for psykoeudkation hos private udbydere.

I og med at ADHD ses på tværs af de miljøer, personen indgår i, er det oftest nødvendigt at lave justeringer på flere områder i personens liv. De mest gængse indsatser handler fx om:

• At skabe og opretholde en god struktur i hverdagen.
• At lære teknikker til at håndtere temperament og uhensigtsmæssig impulsivitet.
• At få redskaber til at lykkes i sociale relationer.
• At øve relevante strategier og sikre de rette rammer, så personen kan lykkes bedst muligt og fastholdes i skole, uddannelse og job.
• At finde ind i miljøer, relationer og rammer, hvor ens styrker kan komme bedst muligt i spil.
• At klæde pårørende og fagpersoner på til at støtte personen med ADHD på relevant vis. På børne- og ungeområdet findes der fx flere evidensbaserede forældretræningsprogrammer, der styrker forældres viden om ADHD, samt giver dem redskaber til at håndtere hverdagen.

I Danmark udgiver Sundhedsstyrelsen Nationale Kliniske Retningslinjer og Anbefalinger, hvor der er anbefalinger i forhold til både medicinsk og ikke-medicinsk behandling.

Mange børn, unge og voksne med ADHD oplever god effekt af medicinsk behandling. Medicinen virker på kernesymptomerne ved ADHD og kan derfor ikke stå alene. Det er vigtigt samtidig at supplere med viden om diagnosen og indsatser i hverdagen.

I både de kliniske retningslinjer på børne- og ungeområdet, samt i de nationale kliniske anbefalinger på voksenområdet er det blandt andet fremhævet, at mange børn, unge og voksne også har glæde af fx kognitiv adfærdsterapi.

De første medicinske tekstbogsbeskrivelser af mennesker med symptomer på uopmærksomhed, hyperaktivitet og impulsivitet kan dateres tilbage til 1775, hvor den tyske læge og filosof Melchior Adam Weikard (1742-1803) beskrev børn, unge og voksne med symptomerne.

Siden da er der flere case-beskrivelser op igennem 1700- og 1800-tallet samt i starten af 1900-tallet, der beskrev samme eller lignende symptomer. Årsagen blev i flere af disse tekster beskrevet som mangelfuld opdragelse eller manglende moralsk kontrol.

I forbindelse med en stor hjernebetændelsesepidemi (encefalitis) i 1917-1928 skete der et skift fra at fokusere på moralske årsager til et mere medicinsk og hjernemæssigt fokus. Studier af børn med skader på hjernen efter hjernebetændelsen viste, at mange af disse børn udviste nedsat opmærksomhedsevne, hukommelsesbesvær, impulsivitet og vanskeligheder med at regulere deres adfærd.

I 1947 introducerede professor i psykiatri Alfred Strauss (1887-1957) og speciallæreren Laura E. Lehtinen betegnelsen minimal brain damage syndrome til at beskrive en gruppe mentalt retarderede børn, der samtidig var bl.a. hyperaktive og impulsive. 15 år senere beskrev Sam D. Clements betegnelsen Minimal Brain Dysfunction (MBD), som efterfølgende blev bredt anerkendt og afløste Strauss og Lehtinens begreb. Begge begreber fokuserede på fejl eller skader i hjernen som årsager til den observerede adfærd.

I slutningen af 1950’erne og i løbet af 1960’erne skete der endnu et forskningsmæssigt skift, hvor særligt publicerede studier fra børnepsykiaterne Maurice Laufer og Eric Denhoff samt Stella Chess (1914-2007) var medvirkende til et skifte fra underliggende neurologiske årsager til at se den hyperaktive adfærd som det vigtigste symptom.

Stella Chess er også citeret for at være én af fagpersonerne, der var med til at beskrive, at symptomerne oftest forsvandt, når puberteten var overstået. Denne beskrivelse har været med til at definere opfattelsen frem til 1980’erne og 1990’erne. Dette er dog sidenhen modbevist.

En stor forskergruppe fra Canada, kaldet ”Montreal-gruppen”, var en vigtig bidragyder til at påvise, at symptomerne for manges vedkommende ikke forsvandt ved puberteten. Montreal-gruppen fulgte fra 1960’erne en stor gruppe børn med ADHD og påviste via langvarige studier, at udfordringerne ofte fortsatte ind i voksenlivet.

I 1968 indgik betegnelsen ”Hypercinetic reaction in childhood” for første gang i den amerikanske diagnosemanual DSM-II. I Europa indgik betegnelsen ”Hyperkinetisk forstyrrelse i barndom” i ICD-9 fra 1975.

Begnelsen ADD (Attention Deficit Disorder) med eller uden hyperaktivitet kom til, da DSM-systemet blev opdateret til tredje udgave i 1980. Selve ADHD-diagnosen blev først nævnt i revisionen af DSM-III-R i 1987. Med disse ændringer, sås et skift i fokus fra hyperaktivitet som det bærende fokuspunkt til et hovedfokus på opmærksomheden.

I Skandinavien blev den hyperkinetiske forstyrelse dog ikke brugt så ofte i 1980’erne og 1990’erne. Dette skyldtes, at den svenske professor i børne- og ungdomspsykiatri Christopher Gillberg (f. 1950) i starten af 1980’erne introducerede den diagnostiske betegnelse DAMP (Disorder in Attention, Motor control and Perception). Betegnelsen DAMP blev brugt i Skandinavien i 1980’erne og 1990’erne til at beskrive børn med vanskeligheder med opmærksomhed, motorik og perception (opfattelse og fortolkning af sanseindtryk). Denne betegnelse mødte dog kritik bl.a. for at være for upræcist afgrænset.

Da ICD-systemet blev opdateret til 10. (og nuværende (2025)) udgave i 1993, var det med en tydeligere specificering af kriterierne for "Forstyrrelse af aktivitet og opmærksomhed". Oprindeligt var opmærksomhedsforstyrrelse uden hyperaktivitet (ADD) ikke inkluderet. Denne er dog senere blevet tilføjet under den uspecificerede diagnose ”Andre adfærdsmæssige og emotionelle forstyrrelser i barndom og adolescens”.

I 1994 blev DSM-systemet opdateret til sin fjerde udgave. Her blev ADHD-diagnosen beskrevet med to undertyper: Med eller uden tydelig hyperaktivitet/impulsivitet.

I både DSM- og ICD-systemet, blev der i de nyere beskrivelser lagt større vægt på, at udfordringerne ikke kunne tillægges barnet alene, men at symptomerne også udviklede sig i samspil med de miljøer, barnet indgik i.

Forskningsmæssigt blev der i 1980’erne og 1990’erne set en massiv øgning i antallet af studier i ADHD. Der blev bl.a. forsket i signalstoffer i hjernen med særligt fokus på frontallappen og de eksekutive funktioners betydning, motivationens betydning og det genetiske grundlag.

I 2013 udkom den opdaterede DSM-5. Udviklingen indebar bl.a. en udvidelse af diagnosekriterierne, så de i højere grad fokuserede på, at symptomernes udtryk kan ændre sig med alderen, og at mange voksne fortsat opfylder kriterierne.

ICD-systemet blev opdateret til den 11. version og trådte i kraft 1. januar 2022. Det er endnu ikke oversat og implementeret fuldt ud på dansk på det psykiatriske felt. I ICD-11 ændres betegnelsen Forstyrrelse af opmærksomhed og hyperaktivitet til officielt at hedde ADHD. Diagnosen kommer til at bestå af tre undertyper:

1. ADHD – primært uopmærksom type (svarende til ADD)
2. ADHD – primært hyperaktiv/impulsiv type
3. ADHD – kombineret type

Forskningen inden for ADHD er vokset massivt siden år 2000. Der har været særligt fokus på bl.a.

• ADHD i et livsperspektiv
• Kønsmæssige forskelle i kønshormoner, symptomer og udtryk i hverdagen
• Genetik
• Hjernens signalstoffer og netværk
• Medicinsk behandling
• Svingende reguleringsevnen som grundlæggende vilkår ved ADHD
• Samtidige diagnoser (komorbiditet).

På den internationale scene har bl.a. den britiske børne- og ungdomspsykiater, psykoterapeut og forfatter Sami Timimi (født 1964) været en vedvarende kritiker af den medicinske forståelse, som ADHD-diagnosen er grundlagt på. Han mener i stedet, at fokus bør rettes mod, hvad der er variationer af normalitet.

Den canadiske læge og forfatter Gabor Maté (f. 1944) er blevet verdenskendt i 2020’erne med udgivelsen af sin bog Scattered Minds. Her beskriver han bl.a., at ADHD bør forstås som en måde at håndtere traumatiske oplevelser i barndommen fremfor en medicinsk tilstand med en genetisk årsag.

I Danmark har bl.a. den danske børne- og ungdomspsykiater Søren Hertz også ofte udtalt sig op igennem 00’erne og 10’erne om, at det er vigtigt at holde fokus på, at diagnoser er en beskrivelse af symptomer og ikke årsagsforklaringer. Ifølge ham er der ligeledes en overfokusering på at finde fejl og mangler ved individet fremfor at søge flere årsagsforklaringer i de relationer og miljøer, mennesker med symptomer på ADHD er vokset op i.

Siden DSM-5 udkom i 2013 har der været en øget global bekymring for, at de ændrede diagnostiske kriterier har medført overdiagnosticering af ADHD.

Der er en løbende international debat om, hvorvidt den stigende tendens skyldes overdiagnosticering, eller at psykiatere er blevet bedre til at identificere de mange personer, som hidtil er blevet overset.

Den australske sociolog Judy Singer (f. 1951) introducerede i 1998 begrebet neurodivergens som en måde at beskrive, at variationer i hjernefunktioner er en del af en almenmenneskelig diversitet. Sidenhen har tænkningen om neurodivergens spredt sig verden over, og opfattelsen tilbyder en alternativ forståelse til den medicinske opfattelse af bl.a. ADHD og autisme. Inden for denne forståelse, er hjerner forskellige, og der er behov for alle former for hjerner.