Alasdair MacIntyre var en skotsk-amerikansk filosof, født i Glasgow og uddannet i England; i 1970 emigreret til USA, hvor han har var professor ved bl.a. Brandeis, Boston, Vanderbilt, Notre Dame og fra 1995 ved Duke University, NC.
Alasdair MacIntyre beskæftigede sig især med etik og moralfilosofi. Han blev berømt for After Virtue (1981), hvori han fremsatte en socialt forankret moralfilosofi, samtidig med at han foretog et radikalt opgør med oplysningstidens forsøg på at give en udelukkende fornuftsmæssig begrundelse for moral og gik i rette med hele den liberalistiske tankestrømnings pegen frem mod en værdirelativisme, der umuliggør samfundsændringer ud fra én bestemt opfattelse af det gode.
Alasdair MacIntyre, der repræsenterede en variant af kommunitarismen, hentede inspiration i den katolske nythomisme. Angrebet på den modernistiske og postmodernistiske moral- og kulturrelativisme videreførtes i hans Whose Justice? Which Rationality? (1988).
Siden kom Three Rival Versions of Moral Inquiry (1990), der er mere teoretisk.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.