Albert Fert, f. 7.3.1938, fransk fysiker, professor i fysik ved Université Paris-Sud siden 1976 og fra 1995 direktør for Unité Mixte de Physique CNRS-Thales (Orsay). I 1988 opdagede Fert, og uafhængigt af ham tyskeren Peter Grünberg, en ny fysisk effekt, gigant-magnetoresistans (GMR). Fert undersøgte et system bestående af vekslende lag af jern, der er magnetisk, og det ikke-magnetiske metal krom. Tykkelsen af de enkelte lag var kun få atomafstande. Der viste sig at være en stærk kobling mellem magnetfelt og elektrisk modstand (resistans) i dette lagdelte system. Effekten, som fik betegnelsen GMR, er en kvantemekanisk effekt, som skyldes elektronernes spin. Meget små magnetiske ændringer forårsager store forskelle i den elektriske modstand. GMR er siden 1997 udnyttet i bl.a. læsehoveder til harddiske, hvorved der er opnået en stor forøgelse af informationstætheden på disken. Det er bemærkelsesværdigt, at et nyt resultat inden for grundforskning på mindre end et tiår blev omsat til en ny teknologi med en kolossal udbredelse i informationssamfundet. Fert tildeltes sammen med Peter Grünberg nobelprisen i fysik i 2007 for opdagelsen af gigant-magnetoresistans.
Det sker
Lars Findsen
Lars Findsen er netop blevet tilkendt en erstatning på 20.000 kroner for, at PET i 2022 delte oplysninger af privat karakter med partiledere i Folketinget. Byretten fandt, at PET's briefing var "unødigt krænkende". Anklagemyndigheden vil anke dommen.
Novo Nordisk
Novo Nordisk har fremlagt regnskab, hvor virksomheden igen nedjusterer salgsforventningerne. Samtidig melder virksomheden, at den store fyringsrunde på 5000 medarbejdere i Danmark er afsluttet.
Zohran Mamdani
Zohran Mamdani er valgt til ny borgmester i New York City fra 1. januar 2026. Mamdani tilhører den progressive fløj i Det Demokratiske Parti, og det overordnede fokus for hans valgkampagne var at gøre byen mere tilgængelig for folk med middel- eller lavere indkomst.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.