Andros

Andros, der er den næststørste ø i Kykladerne, er præget af bevoksede skiferbjerge med mange kilder. I nord er øen gold og ufrugtbar, mens den i syd er frodig og grøn. Geologisk er øen forbundet med den store ø Evia, hvorfra Andros' kilder naturligt forsynes med vand. Talrige landsbyer har velholdte huse, der fungerer som feriebolig for athenere, men øen er kun i beskedent omfang præget af turisme, på trods af dens korte afstand til fastlandet. Øen bruges i stigende omfang af vandrere.

Hovedbyen Andros, en gammel havneby på østkysten, ligger højt hævet over havet på en lille halvø, mens den nyere havneby, Gavrio med færgeforbindelse til Rafina på fastlandet, ligger på vestkysten.

Landbrug og især skibsfart har været de traditionelle erhverv, og mange udsmykkede neoklassiske huse vidner om øens tidligere rigdom. Syd for Gavrio ligger nonneklosteret Zoodochos Pigi fra 1300-tallet, hvor nonner i dag udfører traditionelt vævearbejde. Syd for Andros ligger det endnu fungerende munkekloster Moni Panachrantou fra 1600-tallet.

I Zagora på den sydvestlige del af øen ligger rester af en by fra 700-tallet f.v.t.; flere huse — hvoraf et enkelt skiller sig ud med hensyn til størrelse og finere byggemateriale — er bevaret, ligesom et tempel og fæstningsmure.

• Kykladerne
• Den Sydægæiske Region
• Ermoupoli
• Evia