Antonin Artaud

I 1931 stiftede Antonin Artaud bekendtskab med det balinesiske teater, der inspirerede til manifestet Le manifeste du théâtre de la cruauté ('grusomhedens teater') i 1932. Antonin Artaud projicerede sine drømme om teater over på balinesisk teater, som han anså for at have bevaret sansen for en metafysisk ånd gennem dets symbolske kostumer, gestus og mimik.

Denne metafysik ønskede Artaud overført på det vestlige teater ved at skabe en ‘sprogets, gestussenes, attitudernes og musikkens metafysik’, der skulle løsrives fra realisme og gængs psykologi. Han ville også ophæve scene-sal-princippet og i stedet skabe kontakt mellem skuespiller og publikum i et fælles rum. Dekoration og ‘mesterværker’ hørte heller ikke til i Artauds teater, der med voldsomme fysiske billeder skulle hypnotisere tilskuerne og udløse chok-effekter ved at bevidstgøre underliggende primitive følelser.

Antonin Artaud kaldte det ‘grusomhedens teater’ og forsøgte uden held at omsætte det i praksis med opsætning af den blodige historie Les Cenci i 1935, der bygger på en novelle af Stendhal og et drama af Percy Bysshe Shelley.

Mens alle Antonin Artauds praktiske teaterforsøg mislykkedes, kom hans idéer om fornyelse af teatret til at få en enorm betydning efter hans død. Det absurde teaters forfattere blev således inspireret til deres irrationelle teaterform, Peter Brook fik virkeliggjort et ‘grusomhedens teater’ med fleksible teaterrum, hvor lyde, gestus og kropssprog blev ligestillet med dramaets ord. Instruktører i Europa og Amerika har hentet stærke impulser, ligesom performance og happenings er inspireret af Artaud.

Hans teaterteorier blev i 1938 samlet i bogen Le théâtre et son double (Det dobbelte teater, oversat 1967 af Klaus Hoffmeyer med efterskrift af Eugenio Barba).

• teater i Frankrig
• Bali – musik, dans og teater