Bob Beamon er en forhenværende længdespringer, der med et spring på 8,90 meter ved De Olympiske Lege i 1968 i Mexico City satte en af atletikhistoriens mest bemærkelsesværdige verdensrekorder.
Forholdene var gunstige, da Beamon i 2.248 meters højde og med 2,0 sekundmeters medvind sprang 55 cm længere end den gældende verdensrekord.
Bob Beamons verdensrekord blev først overgået 23 år senere, i 1991, da landsmanden Mike Powell (f. 1963) sprang 8,95 m i Tokyo, en rekord, der stadig står. Bob Beamons spring på 8,90 meter er stadig olympisk rekord.
Bob Beamon nåede aldrig i nærheden af sin rekord igen, og blot et par år efter OL i Mexico City stoppede han karrieren. Han gav siden udtryk for, at han havde haft en svær periode, da den sportslige karriere var forbi.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.