Danmarks billedkunst - nationalromantik, realisme og naturalisme

Ved 1800-tallets midte indtrådte et vendepunkt i den danske kunstudvikling. Guldalderen afløstes i 1850'erne af en stagnation, der gennem de to følgende årtier forlængedes i en egentlig nedgangstid.

Inden for billedhuggerkunsten var det først og fremmest Herman Vilhelm Bissen, der løftede den klassiske arv efter Bertel Thorvaldsen og tilførte den træk af tidens nationalromantiske tendenser; hans navnkundige krigsmindesmærke Landsoldaten (1850-58) i Fredericia er eksemplet par excellence på hans sene sammenføring af disse to oprindelig adskilte hovedlinjer i guldalderens billedhuggerkunst.

Også Jens Adolf Jerichau havde sit udgangspunkt i Thorvaldsen, men klassicismens idealiserede formbehandling veg her i nogen grad for dramatiserende og psykologiserende udtryksformer i strid med Thorvaldsens principper.

På malerkunstens område blev guldaldertraditionen fastholdt i Eckersbergskolens borgerlige klassicisme, der blandede det franske arvegods fra Jacques-Louis David med impulser fra tysk biedermeier og stærke islæt af den hjemlige nationalromantik.

De bærende repræsentanter for denne periode er bl.a. Constantin Hansen, Jørgen Roed, Wilhelm Marstrand, Frederik Vermehren og Julius Exner. Landskabsmaleriets nationale traditioner fra 1840'erne blev i de efterfølgende årtier især varetaget af Peter Christian Skovgaard og Vilhelm Kyhn. Århundredet ud fandt denne overlevering en bemærkelsesværdig sejlivet fortsættelse, især gennem Kyhns mange yngre beundrere.

Den borgerligt-nationale kunsttradition prægedes allerede i 1860'erne af en synligt tiltagende kraftesløshed: Formbehandlingen svækkedes af en stadig mere pertentlig opbrydning af helhedsvirkningen i uendelig mange detaljer og nuanceringer forbundet med en modsvarende forkærlighed for at "sovse" billedets farver ind i en brunlig helhedstone, galleritone.

Isolerede forsøg på at bryde denne dekadence forekom. Mest bemærkelsesværdig er den såkaldte "nybarokke" strømning, der fandt sin betydeligste udøver i Carl Bloch.

I stort opsatte, dramatiske figurkompositioner søgte han med forudsætninger i 1600-t.s italienske, spanske og nordeuropæiske barok-realisme at genskabe et monumentalt og kraftfuldt historiemaleri; et karakteristisk eksempel er Samson i filistrenes trædemølle (1863, Statens Museum for Kunst). Andre tilløb til fornyende opgør med den nationale skoles konservatisme ses i samtiden. Otto Bache rejste allerede i 1860'erne til Paris for at søge ny inspiration i tidens franske naturalisme.

Der kom dog først for alvor gang i denne fornyende udvikling, da talrige unge danske malere det følgende årti følte behov for at frigøre sig fra den hjemlige selvtilstrækkelighed og søge nye impulser i det fremmede. Laurits Tuxen, Theodor Philipsen, P.S. Krøyer og mange andre rejste i 1870'erne til Paris, hvor de besøgte realisten Leon Bonnats private kunstskole.

Den nationale konservatisme led i 1878 et sviende nederlag gennem den hårde medfart, den internationale aviskritik gav den danske billedkunsts repræsentation på Verdensudstillingen i Paris. Det gav for alvor den unge avantgarde vind i sejlene. I opposition til Kunstakademiet, den nationale selvtilstrækkeligheds højborg, dannedes i begyndelsen af 1880'erne Kunstnernes Frie Studieskoler, hvor bl.a. Tuxen og Krøyer kom til at undervise på basis af deres berøring med den franske samtidskunst.

1880'erne blev realismens og naturalismens årti. De to strømningers nært beslægtede målsætninger blandedes og lod sig ikke klart skelne hos de fleste af periodens unge kunstnere.

Dette gjaldt i udpræget grad Skagensmalerne, der forenede realistisk figurmaleri og folkelivsskildring med naturalistisk friluftsstudium af lys, farve og atmosfære. Foruden Krøyer udgjorde Anna og Michael Ancher samt Viggo Johansen denne skandinaviske kunstnerkolonis danske kerne.

Blandt de øvrige danske banebrydere for de nye tendenser i 1880'ernes kunst skal her fremhæves Hans Smidth og Lauritz Andersen Ring, der begge arbejdede i en udpræget socialrealistisk retning og søgte motiver blandt bønder og landarbejdere. Kristian Zahrtmann overtog 1882 undervisningen på en af de frie studieskoler, og hans kraftfulde, formbevidste kolorisme fik stor betydning for flere generationer af elever, deriblandt især FynboerneJohannes Larsen, Fritz Syberg og Peter Hansen samt Poul S. Christiansen og Niels Larsen Stevns.

En særstilling i 1880'ernes naturalistiske pionerkunst indtager "kreaturmaleren" Theodor Philipsen, der gennem personlig kontakt med Paul Gauguin udviklede sig til at blive sin generations eneste danske impressionist. Billedet Efterår i Dyrehaven fra 1886 (Statens Museum for Kunst) er et epokegørende værk i denne sammenhæng. Philipsen fik bl.a. inspirerende betydning for yngre malere som Albert Gottschalk og flere af Fynboerne.

Sideløbende med disse tendenser fik historiemaleriet en ny opblomstring. Efter at Frederiksborg Slot i 1859 var raseret af brand og genrejst 1860-75, blev det indrettet til at huse en nationalhistorisk billedsamling; det gav historiemalerne nye opgaver. Det var den kunstinteresserede brygger Carl Jacobsen, der finansierede indretningen af dette frugtbare forum for skildrerne af fædrelandets historie. Billedhuggerkunsten oplevede ikke en rivende udvikling som den, der prægede maleriet. Kun en enkelt kunstner, August Saabye, fremstår som nævneværdig naturalistisk nyskaber i periodens skulpturelle udfoldelse.

I 1891 oprettedes Den Frie Udstilling som modspil til det konservative årlige kunstskue på Charlottenborg. Årtiet blev især præget af en ny generations stilsøgen og trang til åndelig fordybelse som reaktion imod 1880'ernes sansedyrkende naturalisme.

Maleriets nye hovedkræfter i denne sammenhæng var bl.a. Joakim og Niels Skovgaard, Vilhelm Hammershøi, Johan Rohde, Agnes og Harald Slott-Møller, Jens Ferdinand Willumsen og Ejnar Nielsen.

Til den nye stilsøgens særlige træk hørte en ofte historiserende dyrkelse af det monumentale dekorationsmaleri; tidens største indsats blev Joakim Skovgaards gigantiske freskoudsmykning i Viborg Domkirke, udført 1901-06 med assistance af bl.a. Larsen Stevns, der senere selv løste flere udsmykningsopgaver.

Symbolistiske udtryksformer så dagens lys, og en ny stiliserende og fladedyrkende formbehandling blev introduceret i pagt med den internationale jugendstil. På billedhuggerkunstens område ydede brødrene Skovgaard og J.F. Willumsen vægtige bidrag til en fornyelse i samme retning, og symbolismen fik derudover sin mest originale repræsentant i Niels Hansen Jacobsen.

• dansk ekspressionisme, surrealisme og abstrakt kunst
• Danmarks billedkunst
• Danmark generelt