Erich Hoppmann

Udviklingen af ordoliberalismen efter første generation hænger sammen med udviklingen i økonomisk teori og empiri i samme periode. Der var i mellemkrigsperioden og frem til efter anden verdenskrig blandt økonomer og samfundsforskere en udbredt forventning om, at stordriftsfordele ville blive en stadig mere dominerende drivkraft for den industrielle udvikling. En sådan udvikling indebærer alt andet lige en stigende virksomhedskoncentration, hvilket både er en forventning hos Joseph Schumpeter og Wilhelm Röpke. Hos førstnævnte fører det til en prognose om den socialistiske planøkonomis uundgåelighed. Hos Wilhelm Röpke leder det til et ønske om en aktiv statslig konkurrencepolitik med henblik på at nedbryde monopoliseringstenderne.

Forventningen om en uundgåelig monopolisering blandt virksomhederne viser sig dog ikke at holde stik i det omfang, som man regnede med. En teoretisk forklaring herpå kan findes i Ronald Coase’ virksomhedsteori. I en banebrydende artikel fra 1937, The Nature of the Firm, viser Coase, hvordan virksomhedsorganisering er forbundet med såvel stordriftsfordele som stordriftsulemper. Sidstnævnte kalder Coase i artiklen for ’marketing costs’, men nu om dage anvendes sædvanligvis betegnelsen ’transaktionsomkostninger’. Ifølge Coase opstår firmaer grundlæggende, fordi det indebærer dækning af omkostninger at operere på et marked. Det er aldrig gratis. Omkstningerne ved at agere på et marked består bl.a. i transportomkostninger og omkostningerne til markedsføring. Ifølge Coase når virksomherne før eller siden en størrelse, hvor stordriftsulemperne overgår stordriftsfordelene. Virksomhederne bevæger sig således langt fra altid entydigt i retning stadig større koncentration. Denne indsigt er i dag generelt accepteret i virsomhedsøkonomisk teori. Den får også betydning for de ordoliberale efter første generation.

Samtidig spiller det også en rolle for ordliberalismens udvikling, at moderne konkurrencereguleringsteori – bl.a. baseret på indsigterne hos Coase – foreskriver en virksomhedsspecifik regulering. Det er ikke optimalt med en generel regulering gældende for alle typer virksomheder. Det er bl.a. et resultat af forskningen foretaget af den franske økonom, Jean Tirole. Han har f.eks. publiceret forskningen herom i den meget udbredte lærebog, ’The Theory of Industrial Organization’, fra 1988. Både indsigterne hos Coase og Tirole – som begge har fået Nobelprisen i økonomi herfor – kan imidlertid samtidig muligvis stride mod de klassiske ordoliberales aversion mod diskretionær og ikke-generel regulering.

Omvendt kan udviklingen i tech-industrien med virksomheder som Google, Meta og Apple i retning af stadig stigende koncentration og monopolisering tyde på, at stordriftsfordelene i hvert fald på dette område er meget store. Under alle omstændigheder har EU’s generelle konkurrenceregler i de senere år været anvendt mod tech-virksomheder med store bøder til følge.

I forlængelse af, at moderne virksomhedsøkonomi og reguleringsteori danner baggrund for de senere oprdoliberales tænkning, sker der også det, at med Hoppmann bliver elementer af Hayeks samfundsfilosofi for alvor søgt integreret i ordoliberalismen. Det gælder særligt Hayeks antagelse om, at markedsaktører er hæmmet af begrænset viden. Samtidig antager Hayek, at markedsaktørernes viden bliver større, når de samarbejder i en proces, der kan karakteriseres som en kreativ opdagelsesproces, men hvis resultat ikke kan forudsiges ex ante.

Når Hoppmann karakteriseres som ordoliberal, skyldes det, at han samtidig indoptager store dele af det klassiske ordoliberale begrebssæt i sin tænkning. Som andre ordoliberale er Hoppmann bl.a. af den opfattelse, at den økonomiske markedsorden i samfundet står i et gensidigt forhold til de andre ordener i samfundet – den sociale, juridiske og politiske orden. Den konkurrencebaserede markedsorden baseret på præstationskonkurrence bør ifølge Hoppmann – i lighed med holdningen hos de andre ordoliberale – være grundlaget for markedsøkonomien. Samtidig mener Hoppmann som flere andre ordoliberale, at moralske spørgsmål hører hjemme i en analyse af markedsøkonomiens funktionsevne. Det sker dog på en anden måde end hos f.eks. Rüstow og Röpke.

Med hensyn til de moralske spørgsmål skelner Hoppmann mellem to former for moral. Der er for det første den solidariske moral, som opfordrer personer til at hjælpe familiemedlemmer og personer i lokalsamfundet. Det er en moral, som drejer sig om det ’lille’ samfund. For det andet er der en moral baseret på upersonlige markedsrelationer. Det vil sige en moral for det ’store’ samfund, hvor individer ikke er knyttet til hinanden via personlige bånd og endda sandsynligvis ikke engang kender hinanden. Denne sidste form for moral hviler på værdier som fairness, respekt for ejendomsret og indgåede kontrakter samt respekt for, at man har forpligtelser. På disse områder ligner Hoppmann den samtidige Rawls – især vedrørende begrebet ’fairness’ – selv om der ikke kan spores referencer, som viser direkte gensidig indflydelse. Samtidig relaterer Hoppmann ikke som f.eks. Röpke og Rüstow personlige moralske spørgsmål til det ’store’ samfund. Moral i forhold hertil er i høj grad et spørgsmål om generel respekt for retsstaten.

Hoppmann afviser således, at markedet ikke indebærer nogen form for moral, hvilket ellers er en påstand, som ofte fremføres. Samtidig mener han ikke, at den solidariske moral i det ’lille’ samfund og markedsmoralen i det ’store’ samfund står i nogen form for modsætning til hinanden. Tvært imod er de hinandens forudsætninger. Det sidste gælder især i økonomisk forstand, som når personer, der vil hjælpe familier og venner i bekneb, finder de økonomiske midler hertil via markedet.

Hvis der foregår amoralske handlinger på markedet, skyldes det ifølge Hoppmann ikke markedet som institution. Markedet som sådan kan ikke være skyldig. Amoralske handlinger på markedet skyldes individer, som begår amoralske handlinger, som de kan og bør straffes for.^[i] Amoral på markedet skyldes i virkeligheden forhold, som bryder med markedsmoralen.

Moralen hos Hoppmann i Röpkes og Rawls’ forstand er således fjernet fra samfundsniveauet. Der er heller ikke i Hoppmanns ordoliberalisme et mål om, at ordoliberalismen skal række ud over det fortrinsvis konkurrencepolitiske. I virkeligheden er ordoliberalismen hos Hoppmann betydeligt snævrere end hos de klassiske ordoliberale.

Med hensyn til den juridiske sikring af den konkurrencebaserede økonomi argumenterer Hoppmann for, at de nødvendige regler bør være abstrakte, klare og generelle. De bør endvidere udelukkende være af negativ karakter. Det vil sige, at de alene skal specificere, hvilke handlinger der er forbudte. Denne specifikke karakteristik af den juridiske orden findes ikke formuleret på samme måde hos de andre ordoliberale. Sammenlagt opfylder de negative regler samt prissystemet i markedsøkonomien de krav til markedskommunikation, som er nødvendige for, at en spontan markedsorden á la Hayek (og Hoppmann) kan udfolde sig.

Som hos de andre ordoliberale er konkurrencebegrebet også i centrum for Hoppmanns tænkning. I modsætning til de ordoliberale i første generation (med Böhm som delvis undtagelse) er Hoppmanns begreb herom som nævnt i høj grad inspireret af Hayek. Han fortolker i forlængelse heraf konkurrence som en opdagelsesproces. Individerne på markedet må gradvis finde den information, som de har behov for. Det sker på baggrund af to vigtige incitamenter, som dels består af de negative regler om, hvilken adfærd der er forbudt. Dels er der signalerne fra prismekanismen, som fortæller, hvad der er brug for at få produceret og i hvilke mængder. Hoppmann er således ganske på linje med Hayek i opfattelsen af konkurrencen på markedet. Den er ikke en del af naturens orden, for den er et resultat af menneskers handlinger. Omvendt er den heller ikke en kunstig skabt orden, for den er ikke affødt af et bevidst politisk eller et statsligt design. Det bør den heller ikke være. Markedet bør alt i alt ifølge Hoppmann betragtes som en spontant opstået orden á la den opfattelse, som Hayek havde i sine senere værker.

Netop fordi markedet er resultatet af en spontant opstået orden, er det ifølge Hoppmann heller ikke muligt at forudsige resultaterne ex ante af processerne på et fuldt konkurrencebaseret marked. Det er denne opfattelsen af konkurrencen på markedet, som får Hoppmann til at forkaste begrebet om ’fuldstændig konkurrence’, som ellers er så afgørende vigtigt for de ordoliberale tænkere i første generation, hvor dette konkurrencebegreb er en integreret del af Ordnungspolitikken. Hoppmann gør gældende, at da markedsprocesserne udfolder sig spontant, er det umuligt at bestemme på forhånd, hvordan og hvor de ville udfolde sig. Vi kan derfor ikke vide, hvad en fuldstændig konkurrence består i på et konkret område og dermed heller ikke, hvilke politisk vedtagne konkurrenceregler som vil afføde fuldstændig konkurrence. Hoppmann lægger sig her op ad moderne virksomhedsteori og reguleringsteori. Fuldstændig konkurrence kan ikke konstrueres af nogen statslig myndighed. Skulle den kunne det, forudsætter det ifølge Hoppmann, at staten ligger inde med viden om alle relevante markedsprocesser på forhånd på de områder, hvor den vil skabe fuldstændig konkurrence. Men det gør den ikke. Staten er derfor ikke i stand til at skabe en orden med fuldstændig konkurrence, således som de klassiske ordoliberale antager.

Samtidig er Hoppmann imidlertid af den overbevisning, at opgivelsen af begrebet ’fuldstændig konkurrence’ kan ske uden, at han dermed distancerer sig fra Euckens overordnede mål. Ifølge Hoppmann bør fri konkurrence stadig være et fundamentalt princip for Ordnungspolitikken. Men konkurrencebegrebet skal opfattes på den negative måde som fravær af såvel enhver form for statslig tvang som enhver form for privat økonomisk magt. Det bør ifølge Hoppmann være grundlaget for en konkurrencebaseret Ordnungspolitik. Det er tilstrækkeligt med en juridisk orden med regler om, hvad der er forbudt på markedet. Hoppmann renoncerer således i et vist omfang på den rolle, som Eucken giver staten i konkurrencepolitikken.

Det betyder imidlertid ikke, at staten mangler i den hoppmannske ligning. Som andre ordoliberale gør Hoppmann sig nogle generelle overvejelser om statens rolle. Som de andre ordoliberale er også Hoppmann ’politisk økonom’. Overordnet set mener han i den forbindelse, at de alvorligste trusler mod konkurrencen og friheden stammer fra statsmagten. I lighed med visse både ordoliberale og neoliberale tænkere er Hoppmann således enig i, at det ofte er statens magt, som er problemet i forhold til markedet. Alt efter hvad der skal lægges heri, tyder det i det mindske på en lidt anden vurdering af vigtigheden af en stærk stat end den, som findes hos de ordoliberale af første generation. Hoppmann anvender da heller ikke dette begreb.

Samtidig påpeger Hoppmann, at statsinterventioner ofte legitimeres som nogle, der har et solidarisk formål. Men i virkeligheden drejer de sig som regel om at fremme bestemte særinteresser og om at tildele bestemte grupper nogle privilegier, som andre ikke har. I den forstand har den interventionistiske stat ikke ændret sig fra den rolle, som den har under feudalismen. Denne vurdering er de andre ordoliberale sådan set enige i. Hoppmann og de andre ordoliberale i den økonomisk-juridiske gruppering er ligeledes enige i, at statens interventioner bør begrænses til at dreje sig om at etablere en konkurrencebaseret orden, men der hersker som nævnt uenighed om, hvorvidt dette omfatter etableringen af en Ordnungspolitik med ’fuldstændig konkurrence’.

Hoppmann tildeler generelt staten to opgaver. For det første skal den sørge for, at reglerne for samfundet løbende udvikles, overholdes og modificeres. For det andet skal den sørge for varer og tjenester, som markedet ikke selv kan levere. Endvidere pointerer han i forlængelse af den klassiske ordoliberalisme – men også mere præcist end denne – at hvor staten har monopol på autoritet, må den ikke have diskretionær magt. Og hvor den har diskretionær magt, må den ikke have monopol på autoritet.

Hoppmann deler Eucken og Hayeks noget kritiske syn på parlamenternes anvendelse af den lovgivende magt. Generelt mener han, at magtudøvelsen via den lovgivende magt er for stor, og at man i for høj grad anvender denne til at tjene særinteresser via diskretionære love. Derfor foreslår han, at det via forfatningen kodificeres, at love skal have en abstrakt, generel og negativ karakter, som består i, at den konkret skal forbyde bestemte handlinger og adfærd. I så fald ville den konkurrencebaserede orden á la Hoppmann få en forfatningsmæssig status. Det skal medvirke til at fjerne lovgivernes mulighed for særinteressepleje og hermed være til helhedens fordel. Trods kritikken af den demokratiske praksis, slår Hoppmann fast, at han er en klar tilhænger af demokratiet, som han anser for at være principielt vigtigt som modpart til den økonomiske konkurrence på markedet.

Et andet centralt begreb for Hoppmann er begrebet frihed, således som det er for alle ordoliberale og liberale i det hele taget. Det er ifølge Hoppmann et fundamentalt begreb, fordi friheden er forudsætningen for, at den enkelte kan foretage moralske valg. Desuden er fænomenerne ’frihed’ og ’marked’ tæt forbundne. På den ene side kan der ikke herske frihed uden et marked, fordi sidstnævnte er stedet, hvor individer i et åbent samfund interagerer med hinanden. På den anden side kan der heller ikke eksistere et marked uden frihed, fordi markedet forstået som en spontant opstået orden kræver, at individerne har mulighed for frit at indsamle viden, at anvende deres viden og at gøre brug af deres kompetencer. Derfor er frihed og økonomisk effektivitet for Hoppmann to sider af samme mønt. Hoppmann skærper endda som nævnt kravet til friheden for individerne i forhold til andre ordoliberale. Det sker ved, at han slår fast, at statens begrænsninger heri alene bør bestå i at bestemme, hvad der er forbudt.

Med hensyn til det ordoliberale signaturbegreb i form af Ordnungspolitikken minder Hoppmanns opfattelse af dette begreb om den, som findes hos Eucken. Med den væsentlige undtagelse, at Ordnungspolitikken ikke inkluderer begrebet ’fuldstændig konkurrence’. Ordnungspolitikken består for Hoppmann primært i at etablere en regulatorisk ramme for den økonomiske konkurrence med negative forbudsregler på markedet.